Varmeværker søger halm-alternativer

»Vi er hverken blinde eller døve over for vejrsituationen«, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Den ekstreme tørke får nu de halmfyrede varmeværker i brancheforeningen Dansk Fjernvarme til at lede efter alternative brændsler, så årets sparsomme halmmængder kan blive i landbruget og komme husdyrproducenter og sultne dyr til gode.

Det skal være en håndsrækning til landmændene i den alvorlige halmsituation. Til gengæld kan forbrugerne ende op med en højere varmeregning.

Det oplyser Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, som repræsenterer ca. 400 værker.

»De halmfyrede varmeværker er hverken blinde eller døve over for vejrsituationen«, siger han.

Håndslag på handling

Ifølge Kim Mortensen har situationen allerede været drøftet i Dansk Fjernvarmes medlemsgruppe for varmeværker, der fyrer med halm.

»Vi har givet hinanden håndslag på, at alle værker, som på nogen måde kan finde alternativer såsom flis og brændselspiller, skal gå i gang med at omlægge deres drift i det omfang, det er muligt«.

Kim Mortensen understreger, at dialogen mellem halmleverandører og værker bør tages nu, så tingene kan løses i mindelighed og man undgår senere juridiske trakasserier.

Både Landbrug & Fødevarer og Danske Halmleverandører har skrevet ud til en lang række kraftvarmeværker med opfordring til at mindske forbruget af halm på kort sigt.

Her vækker det positive svar fra Dansk Fjernvarme glæde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle