Vi må insistere på seriøsitet i klimadebatten

Af Marin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer

Til efteråret begynder forhandlingerne om realiseringen af den klimaaftale, der tidligere på året blev vedtaget i folketinget.

For fødevaresektoren bliver det ekstremt vigtige forhandlinger med afgørende indflydelse på de fremtidige rammer for produktionen.

Derfor må vi håbe, at det bliver fagligheden, der danner baggrund for beslutningerne.

I den forbindelse bliver man nærmest målløs, når man i Altinget forleden kunne læse påstande fra en miljøvismand og professor om, at den danske fødevareproduktion er under EU-gennemsnittet, når det handler om klimaeffektivitet.

Konklusionen kommer ved at måle indtjeningen per ton udledt C02, hvilket er en helt absurd beregning at gøre. Dansk fødevareproduktion har – blandt andet fordi vi har investeret i ny miljøvenlig teknologi og er udsat for benhård regulering – meget høje omkostninger.

Den eneste relevante målestok er selvfølgelig, hvem der kan producere fødevarer med mindst klimaaftryk, og her ligger vi i top.

Samtidig argumenterer miljøvismanden også for, at de lande, hvor produktionen vil flytte til, hvis den ikke sker i Danmark, er bedre til at udvikle landbruget i en klimaeffektiv retning, uden at regulere så hårdt, at produktionen flytter ud af EU.

Også denne påstand forekommer absurd.

Det er rent ud sagt chokerende, at en professor og miljøvismand, finansieret af skattekroner, kan komme med så skæve og urealistiske udsagn.

Hvis det er den kvalitet af rådgivning, politikerne får i klimaarbejdet, så er danskerne virkeligt dårligt stillet.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle