Per Bach Laursen, landmand og borgmester: »Jeg har verdens bedste job«

Solen skinner over Lundgaards lange, hvide hovedbygning, vandkanonen spreder sin vifte over kartoflerne tæt ved gården, i et hjørne af gårdspladsen sidder den kvindelige driftsleder og slikker sol.

Per Bach Laursen byder indenfor i det store, imponerende hus med lyse stuer og rum med massive egetræsborde og farverige malerier og plakater på væggene.

Den 56-årige landmand og Venstre-politiker har siden årsskiftet kunnet skrive borgmester på visitkortet efter et bittert opgør med forgængeren, den konservative Knud Kristensen.

Summen af erfaringer

Nu er der gået et lille halvt år, og Per Bach Laursen har vænnet sig til det nye liv i toppen af den kommunale kransekage, selvom man fornemmer en stærk trang til at analysere og rekapitulere det sidste års politiske tildragelser.

Ingen dage er ens på borgmesterkontoret i Aars, hvor dagen starter kl. 8 eller 9. Kalenderen bliver ændret mange gange i løbet af dagen, men det har borgmesteren ingen problemer med. Næsten hver dag er der én eller flere taler på programmet, for få eller mange. Per Bach Laursen skriver dem selv, ellers bliver det for kunstigt, synes han.

»Det er verdens bedste job at være borgmester. Ens viden og horisont bliver hele tiden udvidet, og logikken begynder at indfinde sig. Det er faktisk lettere end at være et lille hjul - det lærte jeg allerede i landbrugets organisationer«.

»Men jeg skal da vænne mig til tanken om, at jeg er øverste ansvarlige for 3.000 medarbejdere...«.

Borgmester fra landet

Per Bach Laursen var ingen novice, da han blev borgmester. Forud gik to perioder som viceborgmester og 20 år med mange fremtrædende poster i landbruget.

På posten som borgmester kan han bruge summen af et livs erfaringer: I landbrugets organisationer har han f.eks. høstet vigtige, demokratiske erfaringer, såsom at: »det kan godt være, man har ret, men det er der også andre, der synes, at de har«. Talegaverne og interessen for mennesker var der allerede, da han som ung var sælger i Superfos. Fra sit landbrug har han erfaring med ledelse og ansvar.

Alligevel var det med ærefrygt, han rykkede ind på borgmesterkontoret i Aars, hvor forgængeren havde sine kernevælgere.

»Jeg var da lidt nervøs. Selvopfattelsen i et lokalsamfund som Aars er jo, at førstemanden skal komme fra hovedbyen. Nu har de fået en borgmester helt ude fra landet, - hvis man bor i Aars ved man dårligt nok, hvor Overlade ligger«, siger Per Bach Laursen.

»Men jeg må sige, jeg er blevet godt modtaget«.

Vejen til toppen

Per Bach Laursens vej til toppen af poppen i Vesthimmerland er den klassiske landmandsvej: Det starter med, at man bliver lokket med til et opstillingsmøde i en landboforening, og så udvikler det sig derfra, når man som Per Bach Laursen ’ikke kan sige nej’.

Kandestøberen var i hans tilfælde Lindhart B. Nielsen, som skulle være formand for Landsudvalget for Svin. Han ledte efter sin afløser i den lokale landboforening. Der var en kandidat, Torben Myrup.

»Lindhart siger til mig: Torben Myrup er en fin mand. Men han er jo kvægmand...«.

Per Bach Laursen stillede ikke op, og Torben Myrup blev valgt. Men det blev alligevel startskuddet til en lang, organisatorisk karriere.

»Når jeg kigger tilbage og ser på den udviklingsplan, konsulenten og jeg lavede for Lundgaarden i 1991, så står der, at jeg IKKE har planer om at gå ind i organisationsarbejde«, siger Per Bach Laursen.