Barbara Bertelsen: Statsministeren kom med forudsigelse, der viste sig at være rigtig

Den længe ventede afhøring af statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, foregår lige nu i Retten på Frederiksberg.

En af de absolut mest centrale personer i minksagen, Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, satte sig her til formiddagen i vidneskranken i granskningskommissionen.

Den første halvanden times afhøring af en velforberedt Barbara Bertelsen er endnu ikke nået frem til selve kernen: Hendes involvering i beslutningen om at aflive alle mink på et møde i regeringens koordinationsudvalg og de efterfølgende dages manglende lovhjemmel.

Men dokumenter, der har været vist i retten, viser, at hun allerede den 30. september fik direkte besked om, at man fra sundhedsmyndighedernes side anså det som en mulighed at aflive alle mink.

"Første gang jeg hører om det er i forbindelse med et møde i økonomiudvalget den 30. september, hvor det står i min håndakt", sagde hun.

På daværende tidspunkt forlod myndighederne dog tanken om at aflive alle mink og valgte i stedet at aflive i zoner omkring smittede farme.

Statsministeriet tidligt inde over minksmitte

Departementschefen ankom af en bagindgang til retten sammen med PET-vagter, og fratog dermed pressen muligheden for at tale med og tage billeder inden retsmødet.

Indtil videre har afhøringen af Barbara Bertelsen gjort det klart, at Statsministeriet allerede ved de første smittede besætninger blev orienteret om sagen.

Allerede den 16. juni røg sagen om smitte på de første minkfarme i Nordjylland op på højeste niveau med en såkaldt gul sag – det er sager, der kræver ekstra opmærksomhed.

Et par dage senere – den 19. juni – var statsminister Mette Frederiksen (S) inde over sagen. Hun godkendte strategien om at slå de smittede besætninger i Nordjylland ned – men med kommentaren: "OK, vil dog betvivle, om det er nok".

Den sætning ville kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen, gerne høre nærmere om.

"Blev du inddraget i overvejelserne om, hvorvidt det var nok"?

"Som jeg læser det, statsministeren siger, så siger hun ok – men kommer så med en forudsigelse, der viste sig, desværre, at være rigtig".

Barbara Bertelsen lagde dog ikke meget vægt på Mette Frederiksens kommentar.

"Det ændrer jo ikke på godkendelsen, det var en eftertanke, der viste sig at være rigtig", sagde departementschefen.

Kommissionens udspørger har i de første timer af afhøringen også fokuseret på, hvordan der er blevet kommunikeret mellem statsministeren og departementschef – et spørgsmål, der er aktualiseret af de slettede SMS'er.

"Der har været løbende telefoniske samtaler – og sms'er", forklarede hun.

Barbara Bertelsen redegjorde dog også for, at der næppe findes mange notater om forskellige sager, fordi Statsministeriet i overvejende grad varetager generelle politiske sager, som ikke er omfattet af notatpligten.

Hun forklarede, at der ikke er notater på, at hun har talt med statsministeren om dette og hint.

"Vi sidder ikke og laver telefon-notater, når vi har talt med vores ministre – det tror jeg ikke, der er nogen ministerier, der laver. Så ville vi ikke kunne nå alle opgaverne", forklarede hun.

Mere magt til Statsministeriet

Statsministeriets rolle i magthierarkiet mellem de forskellige ministerier har også været vendt.

Allerede før Mette Frederiksen trådte til som statsminister, havde hun nemlig erklæret målsætning om at styrke Statsministeriets rolle.

Det billede kunne Barbara Bertelsen genkende.

"Det har været en erklæret målsætning at styrke statsministerens rolle for enden af bordet", fastslog hun.

Hele dagen er sat af til afhøringen af Barbara Bertelsen. Senere på dagen bliver det derfor interessant, om kommissionen kommer tættere på de mange spørgsmål, der har rejst sig om hendes rolle:

Hvad skete der på mødet i regeringens koordinationsudvalg? Hvornår kendte hun til manglende lovhjemmel? Hvorfor fik hun fjernet sætning om, at aflivning af alle mink ville være fatal for branchen fra centralt beslutningsdokument?

Emneord

minkkommissionen , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle