Bart kåret som 'Årets Unge Landmand'

Det blev den unge Bart Pelgröm, der vandt konkurrencen ”Årets Unge Landmand”.

I fire uger i streg har læserne i LandbrugsAvisen kunne læse portrætter af de fire finalister i konkurrencen om at blive 'Årets Unge Landmand', og i dag 5. november blev vinderen kåret på årets delegeretmøde i Herning.

Vinderen blev den kun 22-årige Bart Pelgröm fra Sønderjylland. Bart er mælkeproducent og driver en gård med 280 årskøer.  Bart fik allerede som 21-årig et ja fra banken, og kunne skrive under på en købsaftale.

Bart er billedet på en ung og visionær landmænd, og samtidig er han et bevis på, at det ikke er umuligt at blive selvstændig i disse tider, hvor landbruget er hårdt ramt.

Ros fra MERRILD

Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild var meget imponeret over det som vinderen har nået i sit liv.

"Du har godt nok været målrettet med din tid. du har nået meget på 22 år . Fuldstændig målrettet, og inden du var færdig med uddannelse, var du allerede  på vej til at være ejer. Vi kan bare konstatere, at med det kendskab vi alle har til den finansielle situation, så er der ingen tvivl om, at det projekt, som du har gang i, er blevet vendt og drejet af dem, der står bag dig med kapital. Det er helt sikkert, at de har gennemgået alle dine kvaliteter nøje inde de har sagt ja. Stort tillykke med alt det som du har nået," sagde Martin Merrild tilBart Pelgröm.

Anderkendelse af hårdt arbejde

For Bart Pelgröm selv kom det som en overraskelse, at han blev vinderen:

"Jeg troede faktisk, at det ville blive den anden unge landmand - ham der har et samarbjede med AP Pension, men da landbrugsdirektør Britta Bjerregaard fra Gjensidige Forsikring begyndte at beskrive vinderen, så kunne jeg godt regne ud, at jeg havde vundet," siger Bart Pelgröm.

Han er selvfølgelig rigtig glad for prisen, men var også lidt overvældet af opmærksomheden, da Landbrugsavisen snakkede med ham kort efter overrækkelsen.

"Min telefon ringer hele tiden," griner han. 

Hvad rejsegavekortet på 30.000 kr. skal bruges på, har han ikke nogen planer for endnu, men den unge landmand har heller ikke travlt med at komme afsted.

"Nu er jeg ikke så gammel, så jeg har mange år til at tænke mig om inden jeg skal ud og rejse. jeg skal lige have lidt styr på det derhjemme før jeg rejser en hel uge. Jeg  har ikke været væk en nat endnu fra gården," siger Bart Pelgröm.

Det bliver heller ikke til den store sejrsfest i denne omgang, for arbejdet på gården venter så snart han er hjemme igen.

"Der bliver nok ikke en fest, det er bare igang med at arbejde igen, for der er rigeligt at tage fat i.  Her i weekenden skal jeg selv malke, men det er godt nok til mig," siger Bart Pelgröm.

Han er glad for, at de unge landmændsarbejde bliver markeret med en pris. 

"Det giver en anerkendelse til de unge, og det er jeg glad, for, hver morgen står vi op til nye kampe der skal kæmpes. Det er hårde tider og man skal hænge i for at overleve i disse tider," siger han.

Følg Bart på Instagram

Fra i morgen fredag  6. november kan du følge Bart Pelgröms hverdag på vores Instagramprofil. Bart har sagt ja til at overtage vores profil, og du kan dermed få et indblik i den unge vinders hverdag. 

"Jeg har lige oprettet en profil, så jeg ved ikke rigtig, hvad det er endnu, så det bliver spændende at prøve," siger Bart Pelgröms.

Du kan finde vores instagramprofil her: https://instagram.com/landbrugsavisen/

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle