Bedring i svine-sektoren: Kun en konkurs på tre måneder

Antallet af svinekonkurser er faldet til et minimum de seneste tre måneder. Få vil blive ramt af konkurs i den kommende tid, vurderer svinedirektør.

Sidste år gav det genlyd helt uden for svinebranchens rækker, da bunden gik ud af det store svineselskab, AC Farming, der endte med at gå konkurs med en stribe store svineejendomme.

Konkurser var igen hverdag for svinebranchen efter en periode med lave svinenoteringer på både smågrise og slagtesvin - og som prikken over i’et kom tørken i 2018 og gav rekordringe høst, der kostede dyrt for de mange svineproducenter, som nu manglede korn til deres svin.

I de følgende måneder blev der registreret en stribe konkurser, men med den pludselige vending for svinenoteringerne i starten af 2019, der har resulteret i meget høje noteringer, der giver de fleste svineproducenter plus på driften, er der sket et markant fald i antallet af konkurser.

Faktisk er antallet af konkurser for svinejendomme blot en enkelt siden 1. maj.

God kommende periode

På kontoret hos Danske Svineproducenter ser Per Bardrum med stor tilfredshed på udviklingen, selv om han betegner den som mere eller mindre tilfældig.

»Man kan ikke sige så meget på basis af tre måneders tal. Hvis vi ser på udviklingen med tal løbende over 12 måneder, er det nemmere at forholde sig til. Det, jeg kan sige, er, at vi selvfølgelig glæder os over, at der er færre, der bliver ramt af konkurs. Samtidig ser vi ind i en periode, der ser rigtig god ud, hvis vi undgår afrikansk svinepest. Vi må også konstatere, at flere finansieringsinstitutter tror på, at vi kan have en rentabel svineproduktion i Danmark«, siger Per Bardrum.

Han er i tæt dialog med sine medlemmer, og hvor stemningen for et halvt år siden var nedtrykt, er der sket en mærkbar ændring.

»For tiden hører jeg ikke fra medlemmerne, at de er i klemme økonomisk set. Der er samtidig stor optimisme og en god tiltro til, at priserne kan holde sig oppe i en længere periode«, siger Per Bardrum, der på den baggrund tror, at den kommende tid ikke vil resultere i stribevis af konkurser.

»Det helt afgørende er længden af den gode periode med høje noteringer. Hvis de sædvanlige fem til seks måneder med gode noteringer forlænges til halvandet år, ser det godt ud. Samtidig kan jeg godt ønske mig en højere notering. Vi venter på, at situationen i Kina med afrikansk svinepest snart afspejler sig i noteringen, for den skal gerne begynde at stige frem for, at den falder tilbage«, siger Per Bardrum, der tror, at selv de økonomisk svage svinebesætninger kan klare frisag fremover, hvis perioden med høje noteringer bliver lang.

 

Faktaboks

Sådan har vi gjort

  • Konkurserne er fundet via Statstidende, hvorefter virksomheden er tjekket via CVR og CHR-registret for at sikre, at der er tale om en landmand med svineproduktion.
  • En konkurs kan optræde flere gange i statistikken, hvis landmanden har flere virksomheder. F.eks. tæller AC Farming med flere gange i efteråret 2018.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle