Bekymret landmand: Lade nedbrændt for anden gang – første gang var den påsat

Landmand Jesper Olsens lade brændte i går ned til grunden. Det samme skete for syv år siden.

Tirsdag eftermiddag udbrød der brand i en ladebygning på et landbrug ved Sommersted ved Christiansfeld.

Fire frivillige brandværn og beredskabsstyrelsen deltog i slukningsarbejdet.

"Kl. 13:42 gik alarmen til gårdbrand, vi fik assistance fra vores gode nabo beredskaber Vojens, Moltrup og Jels, samt beredskabsstyrelsen. Opgaven er løst, og skaden begrænset til driftsbygningerne. Nu venter der et par timers brandvagt på stedet", skrev Sommersted Frivillig Brandværn på Facebook tirsdag aften

Landmand Jesper Olsen, der ejer bedriften, fortæller til landbrugsavisen.dk, at der kun er sket materiel skade.

"Det var bare maskiner, halm og gødning, der var i laden", siger Jesper Olsen, der ikke har nogen ide om, hvordan branden er opstået.

Hverken Jesper Olsen eller han kæreste var hjemme da branden opstod.

Det er anden gang, der er brand i den samme lade. Sidst var i juni 2013, og der var branden påsat.

"Man fandt gerningsmanden dengang, men man bliver da lidt bekymret", siger Jesper Olsen.

"Det mest sandsynlige er, at det er noget elektrisk (der er årsag til branden. red), men alligevel er det lidt mærkeligt, når den var så ny", siger han.

Han afventer nu svaret på de brandtekniske undersøgelser.

Han er glad for, at der kun er sket materiel skade, og at brandvæsnet fik forhindret, at ilden fik fat i stuehuset, og at ingen dyr kom til skade. Nu er der bare besværet med at få bestilt ny gødning og foder mm.

Der er 360 malkekøer på bedriften og Jesper Olsen driver 370 hektar.

I 2013 var gården drevet som et I/S med Jesper Olsens far.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle