To betjente hædret for livsvigtig redning af familie i gyllekanal

Efter ulykken med gyllegas på en bedrift ved Holstebro, hvor fire familiemedlemmer skulle reddes, har to betjente fået et særligt bevis for deres indsats.

'I blev forskellen på liv og død'. Sådan lød rosen til to politibetjente, der er blevet hædret med et særligt bevis, som kun rigspolitichefen kan uddele for en ekstraordinær indsats.

Den særlige indsats lagde betjentene, da de var de første på stedet og stod for den livsvigtige redning på den svinebedrift ved Holstebro, hvor fire personer 8. marts blev kvæstet efter indånding af svovlbrinte.

Det skriver Folkebladet Lemvig.

Betjentene havde været på udkig efter en eftersøgt, da meldingen lød over radioen: 'En person er faldet i en gylletank. Nej to'.

Derfor blev betjentene meget overraskede, da de kom ud til gården og ikke fandt nogen i de to gylletanke, men i stedet blev kaldt ind i stalden, fortæller de til Folkebladet Lemvig.

Hvis dyrene kan, kan vi også

Hvis dyrene kan leve herinde, så kan vi også, tænkte betjentene, da de trådte ind i stalden.

Ved en bås, hvor grisene stadig gik rundt, fandt betjentene en åbenstående gyllespalte. Her lå en bevidstløs kvinde, der blev trukket ud af stalden og fik førstehjælp af den ene betjent.

Tidligere har Poul Østergaard, politikommissær i afdelingen for arbejds- og miljøulykker ved Midt- og Vestjyllands, fortalt til landbrugsavisen.dk, at ulykken formentlig skete da gårdejeren var i gang med at røre i en åbenstående gyllespalte i gulvet for at optimere trækket i kanalen.

Gårdejeren blev formentlig dårlig af gasserne fra gyllen, faldt ned i kanalen og blev bevidstløs.

Landmanden var alene i stalden på ulykkestidspunktet, men nåede at råbe op inden han faldt. Råbet tilkaldte gårdejerens far, der var i nabo-stalden. Han fik tilkaldt både gårdejers mor og hustru, der alle tre forsøgte at hjælpe.

'Der er en mere'

Nede ved gyllekanalen kunne betjentene se, at der lå yderligere to personer - nærmest arm i arm. Betjentene knælede ved hullet, og uden at kigge ud over og indånde gassen, fik de trukket først endnu en kvinde og dernæst en mand op.

Først dér får de et par meter længere inde øje på endnu en mand. Betjentene frygter at manden er død, men da flere redningsfolk ankommer til stedet stiger folk med iltmasker på ned i kanalen og får den sidste mand op.

Alle fire familiemedlemmer overlevede ulykken, men gårdejeren lå længe i kunstig koma. Betjentene besøgte efterfølgende familien på gården, da de ønskede at sige tak.

Hver af de to betjente fik overrakt 2000 kroner og et bevis for deres indsats ved redningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle