Bilagsrod koster L&F op mod 60 millioner kroner

Bilagsrodet i VSP bliver dyrere for Landbrug & Fødevarer end tidligere forventet.

Landbrug & Fødevarer står nu til at miste op mod 60 millioner kroner på grund af en række fejl i organisationens håndtering af EU-støtte til projekter. Det fortæller Jan Mousing, direktør i Landbrug & Fødevarer, i dag.

Sagerne opstod i januar, hvor organisationen ud fra en stikprøve konstaterede, at der var fejl i Landbrug & Fødevarers håndtering af støtte til en række EU-projekter for samlet 28 millioner kroner. Men nu vurderes konsekvenserne til at være dobbelt så store, som organisationen ellers først havde antaget.  

Den 27. november har Landbrug & Fødevarer regnet sig frem til et tab på 54,8 mio. kr., men tallet kan stige eller falde med fem mio. kr., vurderer organisationen. 

"Samlet set troede vores rådgivere, at vi skulle hensætte 28 millioner kroner, da vi gik ud af 2013, til bilagssagerne. Men siden hen har NaturErhvervstyrelsen behandlet sagerne, og der ligger nu en afgørelse i fire af sagerne. Ud fra dem har vi vurderet, hvordan det ser ud, og der er det vores vurdering, at vores samlede tab i stedet vil blive op til 60 millioner kroner," siger Jan Mousing.

I alt har Videncenteret udtaget 13 kontrolsager og 15 andre tilbagetrækningssager under Erhvervsudviklingsordningen. Derudover har de også medtaget et antal sager fra nogle andre nationale ordninger.

Negativt årsregnskab

"Det får den konsekvens, at Landbrug & Fødevarer får et ekstra tab, som skal indgå i regnskabet for 2014, og som vil give os et negativt årsresultat," siger Jan Mousing.

Han tilføjer, at Landbrug & Fødevarer som konsekvens af sagen allerede fyrede den daværende direktør i Videncenter for Svineproduktion, da de opdagede fejlene tilbage i januar, og at de siden har strammet op på procedurerne. 

"Vi har allerede draget de pågældende til ansvar, så vi har haft en oprydning. Fremadrettet har vi sørget for nogle bedre procedurer, som sikrer os en bedre projektstyring fremover," siger Jan Mousing.

SAGEN KORT: 

19. december 2013: L&F / VSP får besked fra NaturErhvervstyrelsen (NAER) om, at EU i en stikprøvekontrol har konstateret fejl i at 15 ud af 90 bilag på et VSP-projekt. 

20. december 2013: L&F indgår aftale med PwC om hurtigst muligt at gennemføre en uvildig revision af alle VSP-landdistriktsprojekter. VSP har i perioden 2007-2013 udført 49 projekter med støtte fra EU.

27. januar 2014: L&F modtager rapport fra PwC, hvor der blandt andet er konstateret følgende fejl og uregelmæssigheder i sin gennemgang:
- Kontering af omkostninger, der ikke har vedrørt projektet.
- Kontering af aktiviteter, som har ligget ud over projektets oprindelige beskrivelse.
- Fejl i registreringen af timer og mangelfulde beskrivelser på udgifter.

28. januar 2014: PwC overleverer rapport til NAER.

Kilde: Landbrug & Fødevarer

Emneord

eu , landbrugsstøtte

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle