Billeder: DLG holdt rejsegilde for enorm kornhal

Onsdag var der rejsegilde for DLGs enorme kornhal på Masnedø. Byggeriet skal sikre store besparelser for koncernen og dermed for andelshaverne.

DLG har i samarbejde med Vordingborg Kommune og handelsselskabet Copenhagen Merchants investeret 300 millioner kroner i en udvidelse af havnen på Masnedø.

Onsdag var der rejsegilde på første etape af DLGs enorme kornhal med plads til 35.000 ton afgrøder. 

Når hele byggeriet er færdigt, vil det være DLGs største lagerfacilitet for korn i Danmark på i alt 150.000 ton. 

Inden rejsegildet kunne gå i gang, skulle Dannebrog hejses. Den tjans har to af håndværkerne fået. 

Til ethvert rejsegilde hører pølser, sodavand og øl, og rejsegildet onsdag var ingen undtagelse. En pølsevogn, som sørgede for forfriskninger, var stillet op i den kommende kornhal. 

Håndværkerne på byggeriet, repræsentanter fra DLG og Copenhagen Merchants samt andre interesserede var med til rejsegildet. 

Vicekoncerndirektør i DLG Vagn Hundebøll fortæller, at havneudvidelsen giver en bedre logistik for koncernen. 

"I dag ligger vi og kører vores korn, der skal til eksport, til Kalundborg. Det har nogle omkostninger. Vi vil spare millionbeløb om året i transportomkostninger.", siger han. 

"Standarden bliver så høj, at de varer, vi får, er vi sikre på ligger godt og tørt. Vi får også øget vores tørringskapacitet, så vi kan tørre mere, hvis det bliver en våd høst. Eksempelvis ligesom sidste år, hvor vi var noget udfordret på den kant", siger Vagn Hundebøll. 

Kornhallen bliver på 4.000 kvadratmeter. Væggen er en brandvæg, der deler hallen i to.

DLG har planer om at lukke nogle af de mindre afdelinger ned, hvor det ikke kan betale sig at vedligeholde bygningerne. 

"Der er stigende standarder for fødevaresikkerheden, så det er også et step up kvalitetsmæssigt", siger Vagn Hundebøll. 

Derudover skal der være god plads til flere forskellige slags korn. 

"Foderbyg giver ikke så meget på bundlinjen. Specialafgrøder til maltbyg til ølbryggerier er egnens landmænd dygtige til. Vi skal separere og rense det, og det kan vi her", siger han.

Havnen på Masnedø er i gang med at blive udvidet. Det indrammede vand bliver i løbet af i år til en del af kajen. 

"Vordingborg Kommune har været fremsynede. Vi har haft en tæt dialog med dem. De ville godt udvide havnen, og det er ligesom grundlaget for, at vi kan komme væk med kornet herfra. Tidligere kunne vi kun tage både ind med 5-6.000 ton. Nu kan vi gå op til 60.000 ton, så det er derfor, at det lige netop er blevet her", siger Vagn Hundebøll.

Havneudvidelsen giver mulighed for den hurtigste lastning og losning i hele Østersøsområdet, hvilket gavner eksporten.  

"Sjælland, Møn og Lolland-Falster er faktisk de største kornområder, der er i Danmark. Det meste skal eksporteres, fordi der ikke rigtig er noget husdyrproduktion på Sjælland. Derfor bygger vi hernede på Masnedø for at fremtidssikre, at vi kan eksportere vores afgrøder", fortæller Vagn Hundebøll. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle