Blå partier kræver klart svar om mink fra minister

Enten må fødevareminister Rasmus Prehn (S) lukke minkavl i Danmark eller også må han åbne, siger ordførere.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) og Folketinget skylder minkavlerne et klart svar på, om de kan starte produktionen op igen 1. januar. Det siger både Venstre og De Konservative forud for et møde om netop det tirsdag eftermiddag.

I aftalen om et forbud mod minkavl i Danmark står der klart og tydeligt, at det er midlertidigt og kører til og med 31. december 2021. Men som del af aftalen kan det forlænges til og med 2022. Det valg er dog ikke truffet endnu.

Og i takt med, at tiden er gået uden en beslutning, er der nu usikkerhed hos minkavlerne om, hvorvidt de kan starte op.

"Jeg forstår ikke, hvorfor ministeren pludseligt har skabt tvivl om, hvorvidt der kan være minkavl fra 2022. Covid-19 er ikke længere en kritisk sygdom og situationen er en helt anden, end den var. Nu må ministeren træffe en beslutning. Enten tillader han minkavl, eller også må han forbyde det sammen med støttepartierne", siger De Konservatives fødevareordfører, Per Larsen og fortsætter:

"Regeringen sagde selv, at de ikke er imod minkavl. Så det irriterer mig grænseløst, at man nu har skabt denne her tvivl. Det er nærmest skandaløst, at man ikke bare har truffet en beslutning og efterladt avlerne i denne her håbløse situation".

Partierne har bedt om en redegørelse om risici ved at genåbne minkerhvervet fra Statens Serum Institut.

Den får de mundtligt tirsdag. Ifølge både De Konservative og Venstre er det dog langt fra nok.

For den kommer ikke til at kigge nærmere på konkrete muligheder for at starte minkavl op igen.

"Vi skylder i den grad minkavlerne et svar. De er gået rundt i uvished længe nu. Der er minkavl andre steder i verden, hvor det ikke er gået galt".

"Derfor er det stærkt kritisk, at regeringen ikke har spurgt SSI om, hvordan man kan have minkavl i Danmark. De har ikke søgt muligheder eller løsninger", siger ordfører for mink hos Venstre, Thomas Danielsen.

Hos SF siger fødevareordfører Carl Valentin, at partiet ønsker at forlænge det midlertidige forbud, da SSI i sommer skrev, at minkavl kan give risiko for nye smittereservoirs, mutationer og andre kvaler i forbindelse med covid-19.

"Ideelt set så vi gerne, at man vedtog, at forbuddet var permanent. Og dermed give avlerne en klar besked om, at det mest fornuftige ville være at finde noget andet at lave. Lige nu bliver de holdt i en venteposition", siger Carl Valentin og fortsætter:

"Men når der ikke er flertal for en permanent nedlukning, så er det mest fornuftige at fastholde det midlertidige forbud".

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle