Borgmester tavs i sag om lang sagsbehandling

Aalborgs borgmester vil ikke kommentere sag, hvor rullegræsproducent har fået at vide, at det kommer til tage over fire år at få behandlet ansøgning til vandindvindingstilladelse. Venstre i Aalborg vil have tilført flere ressourcer til området.

Borgmesteren har ingen kommentar.

Sådan lyder et svar fra Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), til den sag, som LandbrugsAvisen omtalte i sidste uge, omkring rullegræsproducenten Kim Skytte Larsen, der i december sidste år søgte ekommunen om en vandindvindingstilladelse. LandbrugsAvisen ville gerne have borgmesterens svar på, om han kan stå inde for, at Aalborg Kommune har meddelt, at Kim Skytte Larsen først får svar på sin ansøgning i 2026.

Borgmesteren henviser til kommunens rådmand for Klima og Miljø, Per Clausen fra Enhedslisten, som allerede i sidste uge forklarede, at den lange ventetid skyldes, at der i kommunen er stort pres på ansøgningerne om vandindvindingstilladelser, og at der er behov for at ’øge kapaciteten’ på området. Per Clausen meddelte i sidste uge, at han vil tage sagen videre til kommende budgetforhandlinger i kommunen.

Stor bunke

Fra Venstre i Aalborg Kommune vil Daniel Borup, der også er næstformand i klima- og mijøudvalget, godt kommentere sagen. Han fortæller, at han blev fuldstændig målløs første gang, at han blev gjort bekendt med det svar, som kommunens forvaltning i midten af juli havde sendt til Kim Skytte Larsen omkring hans ansøgning. Han fortæller, at han faktisk er helt enig med Per Clausen i, at der mangler ressourcer på området. Også Venstre tager sagen med til de budgetforhandlinger, som begynder i næste måned i Aalborg.

- Bunken er bare vokset og vokset i de seneste mange år. Vi har omkring 200 sager omkring vandindvindingstilladelser, der er søgt, og så har vi cirka 600 sager med vandindvindingstilladelser, som der ikke er søgt om fornyelse af endnu. Vi har altså en pukkel på 800 sager, der skal i bund, og det er man bare nødt til at adressere, så landmænd og små erhvervsdrivende kan drive deres forretning, siger Daniel Borup.

Burde være simpelt

Fra Daniel Borup lyder det, at Venstre længe har ønsket, at området får tilført flere ressourcer, men der har ikke været interesse for det blandt andre partier. Efter LandbrugsAvisens omtale af sagen i sidste uge har Nordjyske i denne uge også taget sagen op. Til Nordjyske oplyste Per Clausen i onsdags, at der skal ansættes to ekstra medarbejdere for, at man hurtigere kommer igennem alle sagerne.

Fra Daniel Borup lyder det, at han er enig i, at der bør tilføres flere hænder til området, og så skal man se på, om man ikke kan finde en løsning, så sagerne også kan blive behandlet hurtiere.

- Nogle prøver at køre en diskurs om, at vi begynder at mangle vand, men den mangel beror i, at vi ikke har tilladelse til at indvinde det, siger Daniel Borup.

Også formand for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, kalder det helt urimeligt, at man i Aalborg skal vente så længe på at få en ansøgning om vandindvindingstillaldelse behandlet.

- En vandindvindingstilladelse må da være rimelig simpel at finde ud af, om den kan gives elle ikke gives, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle