Britiske landmænd indvejer den laveste mængde mælk i fem år

Den britiske mælkeproduktion er presset på grund af vejret og omkostningerne til at producere mælk.

Selvom mælkeprisen er i top, så flyder der ingenlunde ekstra mælk til mejerierne i England. I juli blev der indvejet 0,6 procent mindre mælk end i samme måned sidste år, og det bringer mælkemængden ned på det laveste niveau i fem år, skriver AHDB.

Der blev i juli indvejet 1,025 milliarder kg mælk og i denne sæson, som startede i april, er der indtil videre indvejet 4,3 milliarder kg mælk. Det er 1,5 procent lavere end samme periode sidste år.

Ifølge AHDB kan den lavere indvejning forklares med omkostningerne relateret til produktion, hvor energi- og foderomkostninger er skudt i vejret. Samtidig er der i flere landsdele oplevet en svær grad af tørke, som har reduceret produktionen af mælk.

AHDB har adgang til data for indvejningen af mælk i de første seks dage af august og her er indvejningen 1,6 procent lavere end sidste år.

Afhængig af udviklingen for omkostninger og mælkepris forventer AHDB, at denne sæson samlet set kan byde på en mælkeindvejning, der ligger mellem én og 3,8 procent lavere end sidste sæson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle