Concito: Landbruget er ikke klimaneutralt

Concito svarer på Niels Poulsens åbne brev om landbrug og klimaaftryk.

Klimatænketanken Concito er ikke enig i Niels Poulsens forklaring om, at dansk landbrug er klimaneutralt. Det skriver Concito i et svar til Niels Poulsen åbne brev om landbrug og klimaaftryk til Tavs Nyord, Concito.

- Udledning af et metanmolekyle vil have en opvarmende effekt så længe det er i atmosfæren. Det modsatte standpunkt vil svare til at påstå, at det at lægge et ekstra stykke brænde i pejsen ikke bidrager til opvarmning i stuen, da det blot erstatter det brænde, der tidligere er blevet lagt på, og som nu ikke længere varmer lige så meget, lyder det blandt andet i svaret.

I forhold til spørgsmålet, om IPCC’s opgørelsesmetode er forkert, og klimapåvirkningen reelt er mindre ved metanudledning, vil Concito ikke tage stilling til. Det bør rettelig stilles til de forskere, der bidrager til IPCC’s arbejde. Det gør Concito ikke.

Concito peger også på, at metankoncentrationen globalt set er stigende. Blandt andet som konsekvens af en globalt set stigende mælke- og oksekødsproduktion.

- Om udledningen fra den danske produktion er stigende, konstant eller faldende, er svært at sige, da vi ikke har gode data for produktionens omfang og udledning for 100 år siden (man kan ikke blot bruge antallet af køer som data), hedder det i svaret.

Samtidig understreger Concito, at man ikke udelukkende skal fokusere på køernes metanudledning, når man snakker om koens klimapåvirkning. Dyrkningen af det foder, koen skal have for at producere mælk, og hvor en del af kulstoffet bliver til metan i koens vom, udleder også drivhusgasser. Især lattergas, men også CO2. Dette bliver alt sammen talt med i den livscyklusvurdering (LCA), der ligger bag opgørelsen.

Concito er til gengæld helt enig i, at det vil være relevant at stræbe efter at nedbringe udledningen per produceret fødevare ved hjælp af teknologi.

- Om det opstillede scenarie lige nøjagtig giver en reduktion på 30 procent, kan være svært at afgøre på det foreliggende grundlag, svarer Concito.

Læs hele svaret

på www.landbrugsavisen.dk/klimabrev

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle