Corona-mareridt: Hollandsk kalvekød er faldet syv kr. pr. kg

For det store kalvekødsproducerende land mod syd har coronakrisen ramt særdeles hårdt.

Danske landmænds tab på over 1 kr. pr. okse- og kalvekød er vand ved siden af det, som hollandske kollegaer oplever netop nu.

Siden store dele af Europa blev lukket ned i midten af marts, er noteringen for hollandsk kalvekød faldet mere end syv kroner pr. kg.

Det bratte fald skyldes, at den hollandsk kalveproduktion er stærkt afhængig af eksport, idet ni ud af 10 kg produceret kalvekød eksporteres til andre EU-lande. De største aftagere er Italien, Tyskland og Frankrig og her har lukninger af cafeer og restauranter ført til meget lav efterspørgsel efter det hollandske kalvekød.

Værst er det gået udover det hvide kalvekød, hvor noteringen er drattet med knap ni kroner pr. kg, viser L&F’s ugentlige opdatering over kvægnoteringer i Europa.

Rosé-kødet har tabt ca. én euro afhængig af, om kalvene er slagtet før eller efter otte måneder.

Der slagtes årligt 1,5 mio. kalve i Holland, hvoraf halvdelen købes ind fra andre lande i EU.

Det bratte noteringsfald har ifølge LandbrugsAvisens oplysninger bremset omsætningen af spædkalve internt i Holland. Enkelte slagterier har meddelt producenterne, at der er lange ventetider på at få slagtet kreaturer, ligesom man heller ikke skal regne med en hurtig afregning for de leverede dyr.

Den danske eksport af spædkalve til Holland påvirkes også at de vanskelige, økonomiske forhold. Eksempelvis betaler Kreatur-handler Anders Rasmussen aktuelt 225 kr. for en spædkalv på 48-51 kg, som skal sælges til eksport. Det er ca. det halve af den hjemlige notering.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle