Danish Crown: Store begrænsninger i so-slagtninger den kommende tid

Der vil denne uge kun kunne slagtes i Skærbæk tirsdag, melder slagteriselskab. Kapaciteten de kommende uger vil også blive ramt.

Forvent forsinkelser og få slagtninger.

Sådan lyder meldingen fra Danish Crown til andelshaverne mandag aften, efter selskabet i morges lukkede for slagtninger på so-slagteriet i Skærbæk på grund af corona-udbrud hos ansatte på selskabets joint venture Westcrown i Tyskland.

Der vil nemlig gå et godt stykke tid, før slagtningerne vil blive normale igen, lyder forventningen fra selskabet.

Denne uge vil der kun kunne slagtes tirsdag, på grund af såvel corona som helligdage.

"Vi har afsat de søer, der blev slagtet i fredags, og som skulle køres til Westcrown i dag. I morgen vil der i mindre omfang blive slagtet søer, mens vi ikke forventer at kunne slagte onsdag. Torsdag og fredag var i forvejen fridage på grund af Kristi Himmelfarts dag, så det bliver desværre et meget begrænset antal søer, vi får slagtet i den her uge", siger Søren F. Eriksen, der er CEO i Danish Crown Pork.

Udbruddet af corona-virus har ramt 90 medarbejdere i Westcrown, der er et samarbejde om opskæring, udbening og salg af so-kod mellem andelsselskaberne Danish Crown og Westfleisch.

Det har ført til lukning af produktionen med i alt 290 medarbejdere i Dissen i Nordrhein-Westphalen på ubestemt tid.

Westcrowns ledelse er i tæt dialog med de tyske myndigheder, og de næste dage vil der i mindre omfang blive arbejdet på virksomheden, så der ikke er kød i kølerummene hen over den forlængede weekend.

Forvent, at det tager tid

Danish Crown afsætter normalt samtlige sine søer til Westcrown. Derudover slagtes Westfleisch's søer og der købes tillige en række søer ind på kontrakter.

Søren F. Eriksen varsler, at det vil tage tid, før de danske andelshavere kan få slagtet deres søer som planlagt.

"I Danish Crown har vi nedsat en task force, der arbejder på forskellige planer for de kommende uger. Når så mange medarbejdere er smittet hos Westcrown, er det udelukket, at de kan producere som normalt på kort sigt. I løbet af de næste dage får vi et overblik over hvilke muligheder, vi har for at afsætte de søer, vi slagter i Skærbæk, og på den baggrund vil vi lave en plan for slagtningen i næste uge", siger Søren F. Eriksen.

Søerne skal forsøges afsat til andre købere eller produktionsenheder i et marked, der er hårdt presset af corona-virus' følger.

Især søerne på det tyske marked har taget markante prisfald de sidste to måneder under pandemien med et fald på mere end 30 procent. Urolighederne i markedet har været så store, at den tyske omsætterorganisation VEGZ helt har droppet at sætte en officiel notering.

De aflyste slagtninger i denne uge betyder, at Danish Crown vil være markant mere bagud med slagtningen af søer efter Kristi Himmelfarts dag end forventet.

De 80 medarbejdere på slagteriet i Skærbæk slagter normalt godt 4000 søer om ugen.

Emneord

coronavirus

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle