Dansk økofond mangler forpagtere til mulig investering i andelsbrug

Investering i Danmarks tredjesidste andelsbrug, der nu er sat til salg, er kun en mulighed for Dansk Økofond a/s, hvis der står landmænd klar til at forpagte.

Det kunne sagtens være en interessant investering for Dansk Økofond a/s at købe Søgaard Andelsbrug, det tredjesidste andelsbrug i Danmark, som er sat til salg.

Men fonden står med det præcis samme problem, som de nuværende ejere af Søgaard Andelsbrug. Der er ingen yngre landmænd, der endnu har meldt sig på banen til at gå ind i projektet.

"Vi skal passe på vores aktionærers penge, og i det, at vi går ud og køber en ejendom uden at finde en forpagter, så betyder det, at aktionærernes penge står og blafrer. Forudsætningen for at gå ind i et projekt er simpelthen, at vi har en forpagter på plads", siger Kim Qvist, direktør i Dansk Økofond a/s.

For de nuværende ejere af Søgaard Andelsbrug, Marie Pedersen og Ole Nielsen, trak det ud med at sætte stedet til salg. De håbede hele tiden, at yngre kræfter ville købe sig ind i projektet. 

"Det undrer os, at unge ikke tør gå ind i den her form for samarbejde. Tiden må være løbet fra det, eller slet ikke kommet dertil", siger Ole Nielsen.

De unge skal selv melde sig

Hos Dansk Økofond a/s er det helst de unge, der skal komme til investeringsfonden og ikke omvendt, fortæller direktøren. De kan ikke være andet bekendt over for deres aktionærer, som i forvejen accepterer et lavt afkast.

"Ved at gå ind i det, ville vi kunne bevare et ekstremt spændende tiltag og en spændende konstruktion. Vores forsøg på at bevare noget, der er økologisk, ville også hindre alternativet i, at en konventionel svineproducent ville købe det - og så går det i den forkerte retning i forhold til vores mission om mere økologi", siger Kim Qvist, direktør i Dansk Økofond a/s.

Strategien har indtil videre vist sig at virke, for de har foreløbigt investeret i syv projekter med generationsskifte. De er dog ikke helt på plus-siden af regnskabet endnu, viser seneste årsregnskab, men det bekymrer ikke direktøren.

Vil gerne investere inden årets udgang

Alle unge behøver ikke nødvendigvis komme til Kim Qvist, han besøger også bl.a. landbrugsskolerne, hvor han fortæller om de muligheder, der er for unge, der ikke har kapital nok til at eje selv.

"Der findes nærmest ingen unge mennesker i dag med respekt for gode lønninger, der kan skaffe 6-8 millioner i kapital, så hvis ikke det skal være udenlandske kapitalfonde, der skal eje dansk muld i fremtiden, så er sådan nogle som os nødt til at supplere selveje med et alternativ, så vi kan skabe lys i lygten på landet", siger Kim Qvist.

Dansk Økofond a/s står lige nu med en pose penge fyldt med 20-25 millioner kroner, som de meget gerne vil investere i et sted som Søgaard Andelsbrug, inden årets udgang. Kim Qvist opfordrer derfor interesserede i at tage kontakt.

Faktaboks

Dansk Økofond a/s

  • 673 personer/virksomheder har investeret i Dansk Økojord A/S - alle accepterer et lavt afkast.

  • Fonden har en egenkapital på 27,3 millioner kroner.

  • Aktiekapitalen suppleres med realkreditlån, så selskabet har 80-85 millioner kroner at anvende til opkøb af jorde og gårde.

Kilde: Dansk Økofond a/s

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle