Det kræver sine danske fødevarer at lave god politik

Danskproduceret energi til en lang dag i Folketinget og forhåbentlig også til at tænke visionære tanker for dansk landbrug. Det blev folketingspolitikerne budt på af Landbrug & Fødevarer før onsdagens afslutningsdebat.

Af Jens Juhl Eriksen, chefredaktør, L&F

»Det kræver sin mælk’ – sådan hed et for år tilbage meget kendt slogan, som blandt andet blev kendt via Mejeriforeningens sponsorat af DBU’s landshold.

Mælk er fortsat en vigtig del af den balancerede kost, men juice produceret på dansk havtorn og gulerødder kan forhåbentlig også sætte gang i gode tanker hos de danske folketingspolitikere.

Landbrug & Fødevarer var onsdag på plads foran Christiansborg og uddelte juicen til folketingspolitikere før den traditionsrige afslutningsdebat.

L&F var repræsenteret af administrerende direktør Merete Juhl, formand Søren Søndergaard, direktør Flemming Nør-Pedersen og klimadirektør Niels Peter Nørring.

Minder om plan

Happeningen skulle i høj grad minde politikerne om Landbrug & Fødevarers nye klimaplan ’Dyrk Mulighederne’.

- Jeg håber, at juicen kan give lidt ekstra energi til debatten og minde vores ministre og folketingsmedlemmer om, at vi har en flyvefærdig klimaplan. Afslutningsdebat i Folketinget betyder som regel en heldagsforestilling i salen, og sådan en dag kan der i den grad være brug for en forfriskning i form af juice fra danske landmænd, sagde Merete Juhl.

God respons

Der blev taget godt imod såvel L&F-repræsentanter som juice. Det fortæller områdedirektør for Public Affairs & Kommunikation Andreas Bach Mortensen.

- At uddele danske lækkerier er en anderledes måde at få politikerne i tale på. Vi minder om, hvad det er, dansk landbrug præsterer. Samtidig med at vi gør opmærksom på, at vi altså har en gennemarbejdet klimaplan, som anviser præcis hvordan man kan følge det udviklingsspor, som stort set alle partier har forpligtet sig til i landbrugsaftalen, siger han.

Det er anden gang inden for kort tid, at politikerne har fået tankevækkende gaver fra Landbrug & Fødevarer. Kort inden valgkampen til sidste års folketingsvalg var det biokul, som laves på restprodukter fra landbruget. Altså en af de teknologier, som skal være med til at løfte en del af landbrugets klimaudfordring.

- Både onsdag med juice og med biokul fik vi rigtig god respons. Det er gimmicks, som med små, helt konkrete tiltag, er med til at demonstrere, hvordan vi arbejder med at lave fødevarer i verdensklasse, samtidigt med at vi har blikket fast rettet på den grønne omstilling, fastslår Andreas Bach Mortensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle