Direktør: Første tilsagn er givet i ny støtteordning til slagtesvinestalde

De første tilsagn er givet til ansøgerne af støtteordning til slagtesvinestalde.

Foreløbigt har 15 af de 89 projekter, der har søgt midler fra Moderniseringsstøtteordningen til slagtesvinestalde, fået tilsagn.

Det var meldingen fra Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion, da han gik på podiet i forbindelse med det årlige Fagligt Nyt, der i år holdes på Hotel Legoland i Billund.

Støtteordningen har fået en del omtale og mødt modvind i svinesektoren, fordi ordningen har krævet miljøteknologier, der gør staldene dyrere, og samtidig har der ikke været stillet krav om modenhed ved ansøgning om tilskud.

Det er formentlig også årsagen til, at ordningen blev oversøgt. 

Således søgte 47 landmænd om 268 mio. kr. i tilskud til nybygning. Puljen er på 51 mio. kr.

Tilsvarende søgte 42 landmænd om 133 mio. kr. til tilbygning. Her var puljen på 34 mio. kr.

"Vi er kede af fra vores side, at der ikke har været krav om modenhed til projekterne, så vi kan godt være lidt bekymrede for, om det er projekter, der bliver realiseret", sagde han.

Christian Fink Hansen nævnte, at der på grund af den stor søgning mod puljen arbejdes intenst på at få flyttet ubrugte midler fra en tilsvarende ordning i 2016 over i den nuværende pulje.

"Det betyder også, at der endnu ikke er nogen, der har fået afslag", sagde han.

I sidste ende er det en politisk beslutning at få midlerne flyttet.

"Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi løber Mogens (Jensen, fødevaremininster, red.) på dørene for at få flere midler ind i puljen", fastslog Christian Fink Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle