Direktør for klimatænketank: En stor husdyrproduktion er OK hvis den er klimaeffektiv

Det hjælper ikke klimaet at flytte dansk landbrug til Polen, lød det fra klimadirektør Christian Ibsen.

Der var ros til Landbrug & Fødevarers visioner på klimaområdet, da Christian Ibsen, direktør for klimatænketanken Concito, gik på talerstolen i Herning onsdag. Her deltog han i en temadrøftelse om landbrug og klima.

”Jeg labbede Annes (Anne Arhnung, adm. direktør for L&F, red.) i mig. Det er nogle imponerende ambitioner, I har lagt frem”, sagde direktøren.

Ifølge Christian Ibsen er det ”dødvigtigt” at snakke om, hvordan landbruget ser ud i det lange blik, for fortsætter det som nu stiger den globale opvarmning ikke bare 1,5 til to grader men 3 til fire grader.

”Udledningen af klimagasser skal ned og på et tidspunkt skal den i nul, hvor vi opsamler mere, end vi udleder”, sagde han.

Vejen frem er ifølge Ibsen, at man spiser mindre kød, eller eventuelt producerer det med nul udledning. I stedet kan man spise flere vegetabilske produkter.

Men han dømte ikke den store danske husdyrproduktion ude.

”En stor husdyrproduktion kan være fin, hvis den er klimaeffektiv”, sagde han.

Samtidig advarede han mod at man finder fjendebilleder. For eksempel lokalt versus importeret, økologisk kontra konventionelt eller friland versus væksthus. Det vigtige er at man ser på, hvordan man kan arbejde på at få klimaaftrykket ned.

Derimod skal man fokusere på at producere meget mere på meget mindre areal.

”Vi skal have meget mere kulstoflagring i skov og landbrug”, uddybede han.

Han advarede også mod at Danmark leger en isoleret ”lille dansk leg”.

”Det gavner det danske klimaregnskab, men ikke klimaet i verden at flytte Aalborg Portland til Flensborg eller landbruget til Polen”, sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle