Efter gødningsudslip: Koster op til 1,5 mia. kr. at opsamle kvælstof

Det vil koste skatteyderne mellem 200 millioner og 1,5 mia. kr. at opsamle de mindst 4.000 ton kvælstof, der blev udledt i Lillebælt fra Fredericia Havn den 3. februar. Det estimerer nyt notat.

Nu kommer regningen for den største miljøkatastrofe i nyere danmarkshistorie.


Det viser et nyt notat udarbejdet for Fredericia Kommune af professor i havmiljø Stiig Markager, Aarhus Universitet, ifølge metroxpress.

»Man kan ikke samle kvælstoffet op, når det først er udledt, og det vil være en håbløs gerning at ilte vandet. Det, man kan gøre, er, at man gennemfører tiltag, så man udleder mindre kvælstof.

Man kan betale landmænd for at udlede mindre ved braklægning og randzoner. Det, ved vi, koster omkring 50 til 300 kroner pr. kilo kvælstof. Så ender regningen på mellem 200 millioner og 1,5 milliard,« siger professoren til avisen.

Kommunen har varslet et muligt sagsanlæg mod DanGødning for medansvar. Firmaet selv vil ikke udtale sig, mens politiet undersøger.

Ifølge notatet blev der ved ulykken udledt 132 procent mere kvælstof i det centrale Lillebælt end normalt på et år. Og hele ni procent af de 57.222 ton, der udledes på et år i Danmark.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening får sagen regeringens landbrugspakke til at ramle:

»Det her betyder, at regeringen og dens aftaleparter nu også skal tælle den her forurening med. Med en udledning på 4.000 ton på en gang holder deres landsbrugspakke slet ikke.

EU har allerede skrevet til den danske stat, at landbrugspakken i sig selv er problematisk,« siger seniorrådgiver Lisbet Ogstrup til metroxpress.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle