Efter konkurs: Inviterede de nærmeste 120 til kaffe

Landmand Erik Poulsen er glad for, at han har orienteret bredt om sin nylige konkurs.

En sms til 120 af de nærmeste bekendte, naboer, familie og venner blev 10. januar sendt af sted fra svineproducent Erik Poulsen og hans hustru Sis' telefoner.

Anledningen var trist. Erik Poulsen fra Ødum ved Randers er erklæret konkurs. Men parret havde aftalt, at de selv ville fortælle det.

"Så undgår man rygter, og vi har også et stort hensyn til vores medarbejdere, der fortjener besked", fortæller landmanden til Randers Amtsavis.

Hans landbrug, der nu er under konkurs, talte 15 medarbejdere, 460 hektar, 1600 søer og 50.000 smågrise. Gælden løb op i over 100 mio. kr., skriver avisen.

Fortalte i tre kvarter

Svineproducenten vurderer, at op mod 100 kom forbi hjemmet på dagen.

"De var bekymrede og sagde, de troede, de skulle til noget, der var som en halv begravelse. Men bagefter sagde de, at det havde været en fin orientering. Jeg underholdt nok tre kvarter", fortæller han.

På spørgsmålet fra Randers Amtsavis om, hvordan det var at holde "åbent hus", er Erik Poulsen klar i mælet:

"Jeg havde en rigtig god fornemmelse. Det var en stor sten, der faldt fra hjertet. Det er det sejeste, jeg har været med til, og det føltes godt i kroppen. Jeg kan anbefale andre, der kommer i sådan en situation, at de tager tyrene ved hornene", siger han.

Hans voksne døtre endte endda med at sige tillykke, da de fik besked om den ventende konkurs i julen. Sværest var det at fortælle forældrene om sagen.

Erik Poulsen driver nu landbruget for Nordea, indtil bedriften er solgt. Derefter er planen at flytte til en mindre gård, som hans hustru ejer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle