Efter tredje fund af ulovlige mink: "Det er meget ærgerligt"

Mandag måtte Fødevarestyrelsen for tredje gang rykke ud til en minkstald med ulovlige mink. Det er uforståeligt og ærgerligt, lyder det fra Socialdemokratiets landbrugsordfører. Uacceptabelt, lyder det fra Venstres ordfører.

På det nordøstlige Djursland opdagede Fødevarestyrelsen mandag, at en tidligere minkavlere havde 119 levende mink gående rundt i almindelige bure. Fødevarestyrelsen aflivede derfor minkene mandag aften.

Det er tredje gang myndighederme har fundet et ulovligt minkhold siden det  29. december 2020, for med mindre der er tale om et hobbyhold på maksimalt fem mink, er det indtil videre ulovligt at holde mink i Danmark.

Fra Socialdemokratiets landbrugsordfører, Anders Kronborg, lyder det, at det er "meget ærgerligt".

"Også for landbrugserhvevet helt generelt. Der er jo blevet lavet en aftale om fuld og hel erstatning, og der er lavet en dvaleordning", siger han.

Han fortæller, at han noterede sig, at erhvervet i december tog afstand fra fundene af de ulovlige mink, da der to gange kort efter hinanden før jul blev fundet ulovlige minkhold fra to forskellie adresser i Jylland. Det ene af stederne blev der tilmed fundet ræve i bur.

"Vi er jo nødt til at have et landbrugserhverv, som følger den lovgivning, der er. Det har også noget at gøre med tilliden til danske fødevarer, og helt generelt til dansk landbrug", siger Anders Kronborg.

Han fortæller, at han er stærkt overrasket over, at der nu for tredje gang bliver fundet et ulovligt minkhold. Han understreger samtidig, at han ikke er ude på at generalisere over hele erhvervet.

"Jeg ved godt, at der er tale om brodne kar, og generelt er man i dansk landbrug dygtige. Det er fyldt med ordentlige mennesker, der står tidligt op, og går sent i seng, og gør rigtig meget for at efterleve de regler og aftaler, som der bliver indgået på Christiansborg".

"Derfor skal man da heller ikke bruge det her eksempel til at generalisere på nogle måde. Men man må godt sige, at det her, det er bare en rigtig ærgerlig sag. Jeg var sikker på, at efter de seneste sager før nytår, så ville det være slut", siger Anders Kronborg.

Uacceptabelt

Fra Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen lyder det, at det er helt uacceptabelt, at der kan findes ulovlige minkhold.

"Uanset at vi i Venstre er hamrende utilfredse med, at statsministeren ulovligt fjernede hele minkerhvervet, så er det her uacceptabelt".

"Om du er statsminister eller tidligere minkavler, så skal man overholde loven", siger han, og fortæller, at den tidligere minkavler, nu må tage sin straf.

"Og det må statsministeren jo så lige så vel i den sag, der handler om, at hun ulovligt fjernede minkerhvervet", siger Venstremanden.

Minkavlerne er ifølge Fødevarestyrelsen meldt til politiet for ulovligt hold af mink.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle