Endnu en gang: NutriFair aflyses i 2021

På grund af usikkerheden omkring corona-situationen aflyser arrangørerne allerede nu messen, som skulle have været afholdt i maj 2021.

Det skal være muligt at gennemføre NutriFair uden bekymringer og restriktioner, og derfor aflyses NutriFair 2021.

Sådan lyder det fra arrangørerne, der netop har valgt at aflyse messen, der allerede var blevet rykket fra 2020 til maj 2021 i håbet om, at corona-situationen ville se anderledes ud. Her skulle man have fejret 10-års jubilæet.

"Men forsinkede vaccinationsprogrammer, mutationer og skærpede restriktioner gør foråret svært at forudsige", lyder det i en pressemeddelse fra NutriFair.

"Det er trist og træls, for vi ved, at vores udstillere, såvel som vi og gæsterne, havde set frem til messen. Men hvis vi skulle gennemføre et arrangement af den størrelse med de restriktioner, der tilrådes, vil det ikke blive den messe, vores udstillere og besøgende fortjener. En aflysning er desværre det eneste rigtige at gøre på branchens vegne, og vi er glade for, at vi har opbakningen til det", siger Grete Højgaard, direktør i Messe C i meddelelsen.

Messen bliver nu i stedet rykket til uge 3 i 2022.

"Vi har haft ringet rundt til alle vores udstillere og talt om at afholde NutriFair senere på sommeren, men knap halvdelen har meldt tilbage, at de ikke har mulighed for at deltage. Og dem vil vi selvfølgelig ikke undvære", siger Grete Højgaard, direktør i Messe C.

Vender tilbage til januar

NutriFair er landets specialiserede fagmesse for husdyrsproducenter. Til januar 2022 vender NutriFair tilbage til den oprindelige termin, hvor messen vil blive afholdt den 19. – 20. januar.

"Vores udstillere skal have et ordentligt beslutningsvindue, og derfor melder vi ud allerede nu, at NutriFair 2021 opgives, for i stedet at have fuld fokus på NutriFair 2022. Vi vender tilbage til vores oprindelige termin, hvor vi ved at bedriftsejeren har bedst tid", siger Grete Højgaard.

Udstillerne forstår

Per Bardrum, direktør i Danske Svineproducenter er enig i aflysningen i 2021.

"Vi bakker fuldt op om NutriFair’s beslutning om at aflyse i 2021. Det er vigtigt at have en messe, som vi alle kan stå sammen om, og som landbruget har gavn af. Hellere opgive noget, som ikke lever op til messens faglige kvalitet, end at afholde det med restriktioner og forbehold, der begrænser det, vi alle holder af ved at være på NutriFair", udtaler han.

Også Danske Mælkeproducenter havde set frem til NutriFair 2021, da de her skulle havde fejret deres 40-års jubilæum. Formanden Kjartan Poulsen mener dog, at en aflysning er det eneste rigtige at gøre:

"Det har været grundigt diskuteret, både med Messe C og udstillere, og derfor er det her den bedste beslutning, funderet på det stærkeste grundlag. Men selvfølgelig ærgrer det os rigtig meget. Vi er glade for at deltage på NutriFair, hvor vi i år også skulle have fejret Danske Mælkeproducenters 40-års jubilæum. Det kigger vi nu ind i at fejre på andre måder".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle