Familie overtog forfalden herregård - vil nu vise landbrugets bedste sider

En ældre herregård er løbende blevet renoveret og fungerer i dag som økologisk malkegård. Nu vil tre af børnene videregive deres egne gode minder og oplevelser på barndoms- og malkegården i deres nye projekt Øko Life Camp.

Da et forældrepar købte Trøjborg Hovedgaard fra 1775 i Sønderjylland for 25 år siden, i 1992, stod de gamle avlsbygninger tomme og forfaldne og var klar til nedrivning.

I stedet satte de sig for at drive landbrug på den 350 hektar store grund, og bygningerne gennemgik en omfattende restaurering. 

Nu vil tre af børnene i familien vise barndomshjemmet frem og videregive samme minder om naturen og landbruget på gården til andre børn i deres nye projekt Øko Life Camp.

"Formålet er at give børn en sjov, anderledes og oplevelsesrig uge, hvor de kan få masser af læring i og om naturen. Vi vil sætte fokus på forståelse for, hvordan økologi har betydning for samfundet, hvordan mælken  kommer fra koen og til kartonen i Føtex, og hvor stor betydning landbruget egentlig har for de ting, v i har på bordet derhjemme," siger 26-årige Dagmar Clausen, der er en af de tre søstre bag projektet.

To år efter overtagelsen i 1992 blev landbruget omlagt til økologisk landbrug med 180 malkekøer, hvor mælken i dag leveres til det økologiske andelsmejeri Naturmælk.

Den den ene ende af stuehuset er bolig, mens den anden er renoveret til bed and breakfast. Der er nye vinduer og gulve, og i år har gården fået en renoveret facade. Stalden og malkegraven er ligeledes renoveret.

Til gården er der 40 hektar skov, hvoraf seks hektar består af juletræer.

Derudover driver faren, der er uddannet landmand, også 80.000 økologiske slagtekyllinger ca. syv km fra gården. 

Der er seks børn i familien. Ingen af de tre søstre, som nu arrangerer sommercamp, er uddannet landmænd, og de bor i Aarhus. Alligevel har minderne fra landbruget bidt sig fast. 

"Vores mor og far driver landbrug, så hele vores barndom har det fyldt rigtig meget, hvor vi både har sorteret kartofler, malket køer juleaften og så videre. Vi har i mange år gået og tænkt på det område, vi boede i, om man ikke kunne lave noget fedt, og stille og roligt er den ene gode idé kommet efter den anden," siger Dagmar Clausen, der læser til idræt på Aarhus Universitet.

Den gamle lade, der tidligere blev brugt til dyrene, er også blevet renoveret til et festlokale med plads til 200 spisende gæster og er ofte udlejet. Natur, Vadehavet og mejeriet Naturmælk ligger tæt på gården. Derfor var det oplagt at vælge barndomshjemmet til stedet, hvor sommercampen bliver afholdt, fortæller Dagmar Clausen.

"Jeg tror især, at den teknologiske verden, vi lever i, er styret af computere, iPads og iPhones. Da vi var børn, legede vi rigtig meget udenfor, hvorimod børn i dag har mere fokus på teknologi, og det, synes vi, er ærgerligt. For de skal komme ud og se, hvad landet tilbyder," uddyber Dagmar Clausen.

Campen har plads til 25 børn i alderen 11-15 år. Børnene skal blandt andet lære at malke køer, fodre kvier og besøge mejeriet Naturmælk, ligesom søstrenes lillebror, der er uddannet landmand og står til at overtage gården, fortæller om landbruget og livet som landmand.

Dagmar Clausen fortæller, at de tre søstre generelt godt kan lide at arrangere events, og at de selv har været på camps. Derfor skræmte idéen heller ikke forældrene, da den kom op.

"Det er meget normalt, at man bare kan komme og sove her, så det med at have 25 børn sovende i stuen er bare det mest fantastiske, synes vores mor," siger Dagmar Clausen og griner.

Sommercampen bliver sponsoreret af bl.a. Toosbuy Fonden, Naturmælk, Nordea Fonden og Sydbank. Det foregår i fem dage i børnenes sommerferie. Der er stadig ledige pladser med tilmeldningsfrist 1. juli 2017. Du kan læse mere om Øko Life Camp her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle