Fjerkræformand: Fugleinfluenza giver tung start på 2021 - men så kommer vi igen

Tre udbrud af fugleinfluenza presser fjerkræbranchen i første halvdel af 2021, men for fjerkræformand i L&F Martin Hjort Jensen er der ingen tvivl om, at branchen nok skal klare sig igennem.

Siden november har tre danske besætninger været ramt af den højpatogene fugleinfluenza H5N8, senest en besætning ved Viborg nytårsaftensdag.

Udbruddene presser fjerkræbranchen, der har oplevet manglende afsætning og faldende noteringer.  

"Starten på 2021 bliver lidt tung rent økonomisk, fordi noteringen på vores kød er blevet sat ned", siger Martin Hjort Jensen, formand for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ.

Noteringen hos de to største kyllingeslagterier, Danpo og HKScan, er faldet med mellem 20 - 30 øre siden november. 

"Det har været lidt for spændende i år allerede. Ud over fugleinfluenza er markedet også stadig ramt af covid-19, og det gør at afsætning til catering, konferencecentre mv. også er lukket ned - og det betyder en stor ophobning af varer på markedet og det er klart, at der bliver opbygget nogle store lagre", forklarer fjerkræformanden.

Ved udbrud af fugleinfluenza lukker en række tredjeverdenslande uden for EU for deres import af fjerkræprodukter i minimum tre måneder. Perioden forlænges løbende, hvis der findes flere smittede.

"Det er lige ulykkeligt hver gang, en avler bliver ramt. Både for avleren, men også for industrien. Hver gang er det som at blive slået hjem i Ludo, for når et udbrud rammer, så skal man tælle ned fra de tre måneder for ny", siger Martin Hjort Jensen.

Tredjeverdenslandene såsom Singapore er interessante for det danske marked, fordi landene aftager dele af eksempelvis kyllingerne, som er svære at afsætte til en god pris andre steder.

Vi kommer stærkt igen

Fjerkræformanden er dog ikke udelukkende sortseer. Han er overbevist om, for det skal han være, at branchen lige som så mange gange før, nok skal komme sig.

"Det er vigtigt at sige, at det nok skal blive godt igen. Markederne er stadig interesseret i danske produkter, og vi har et stærkt kontrolsystem og vores høje fødevaresikkerhed og lave brug af antibiotika gør, at de værdsætter dansk kød", siger Martin Hjort Jensen.

"Så kan man spørge, hvornår bliver noteringen og eksporten normaliseret igen? Det kommer an på, hvornår vi har det sidste udbrud".

Sidste gang Danmark og resten af Europa var hårdt ramt af højpatogen fugleinfluenza var i 2016.

I 2016 kostede ét dansk udbrud erhvervet omkring 107 mio. kr. Nu har der været tre. Bliver omkostningerne så tre gange så store denne gang?

"Nej. Jeg tror, det er optimistisk at tro, at det bliver mindre den her gang, men jeg har ikke viden til at sige, om det bliver tre gange så stort. Jeg tror stadigvæk, det er for tidligt, at lave et seriøst estimat på hvad det kommer til at koste", siger Martin Hjort Jensen.

Håber alle er opmærksomme

Martin Hjort Jensen roser også myndighedernes håndtering, og er tilfreds med at de tre ramte besætninger så hurtigt er blevet slået ned.

Nu håber han blot, at alle gør en ekstra indsats for at holde sygdommen ude af deres besætninger.

Fra den 6. november 2020 blev det påbudt at alt fjerkræ og andre fugle skulle holdes inde eller overdækkes for at forhindre kontakt med vilde fugle, der bærer smitten med sig, når de trækker sydpå.

"Vi er i industrien dybt afhængige af, at også alle der kun har få dyr eller er hobbyavlere også efterlever de her krav fra myndighederne. Det er voldsomt afgørende - så hermed en appel om at de virkelig lytter efter. Både for dyrene og vores andres skyld".

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle