Formand for Task Force Vildt: - Sæt ulvene i store, hegnede reservater

Miljøstyrelsen har modtaget 41 ansøgninger om tilskud til ulvesikre hegn. Men ulvesikre hegn er dyre og tidskrævende at vedligeholde. En alternativ løsning kunne være at hegne ulvene inde i store reservater, mener Leif Nørgaard, formand for Task Force Vildt.

Ulven er på fremmarch i Jylland, men nu får den vanskeligere ved at angribe får og geder på markerne.

I hvert fald har Miljøstyrelsen efter første ansøgningsrunde modtaget 41 ansøgninger om tilskud til ulvesikring fra jyske landmænd.

Det skriver Sagro i et nyhedsbrev.

I nyhedsbrevet vurderer Leif Nørgaard, formand for Task Force Vildt og for Herning-Ikast Landboforening, at mange af ansøgerne er at finde i Sagros område, da det i vid udstrækning er i det midt- og vestjyske samt sydlige Jylland, de største problemer med ulveangreb er.

40-50 ulve i alt

Bestanden af ulve i Danmark anslås p.t. til mellem 40 og 50 ulve og udfordringerne med angreb på får er stigende. Leif Nørgaard frygter, at problemerne vil vokse, så længe ulvene ikke må jages.

Han håber derfor ifølge nyhedsbrevet på, at det vil blive ændret. Både for at holde bestanden nede og for, at ulvene bevarer deres skyhed og ser menneskene som fjender, de ikke skal komme for tæt på.

- Jeg siger ikke, at man helt skal fjerne ulven fra Danmark. Men jeg hælder mere til tanken om at have et begrænset antal ulve i store indhegnede reservater, hvor de på naturlig vis kan søge føde uden at genere landmænd og skabe nervøsitet hos for eksempel børnefamilier, siger Leif Nørgaard i nyhedsbrevet fra Sagro.

Task Force Vildt består af repræsentanter fra Holstebro Struer Landboforening, Herning-Ikast Landboforening, Jysk  Landboforening,  Familielandbruget VEST-Jylland, Landboforeningen Midtjylland samt Fjordland. 

-hac

Faktaboks

TILSKUD TIL ULVESIKRING

  • Miljøstyrelsen har i år tre ansøgningsrunder til tilskud til etablering og opgradering af hegn til ulvesikring.
  • Den første ansøgningsrunde er netop afsluttet med 41 indkomne ansøgninger. 
  • De to sidste ansøgningsrunder åbner henholdsvis 1. maj og 4. september.
  • Ansøgninger om tilskud til ulvesikring af hegn bliver vurderet ud fra beliggenhed i forhold til kendte ulveterritorier og registrerede angreb. 
  • Den samlede pulje til ulveforvaltning i Danmark er på 4,5 millioner kroner i 2024.

Kilde: Sagro

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle