Friland sætter ny rekord i udbetaling til landmændene

Økologiselskabets har udbetalt næsten 328 millioner kroner til sine leverandører i det seneste regnskabsår.

Friland, som er Europas største producent af økologisk grise- og oksekød, sætter ny rekord i udbetaling til sine leverandører.

I det seneste regnskabsår har det Danish Crown-ejede Friland udbetalt i alt 327,5 millioner kroner inklusiv resttillæg til leverandørerne, hvilket er ny rekord i virksomhedens 30-årige historie. 

Selskabet, som i regnskabsåret 2021/2022 for første gang runder den ene milliard på omsætningen, erkender dog, at det trods den høje udbetaling i løbende tillæg og resttillæg ikke har været nok til at dække leverandørernes stigende produktionsomkostninger.

Ikke mindst griseproducenterne kæmper med et særdeles dårligt bytteforhold som følge af stigende foder- og energiomkostninger samt en lav notering for deres grise.

Frilands administrerende direktør, Claus Hein, fastholder dog, at selskabets strategi er den rigtige.

For Friland arbejder på at øge forædlingsgraden, så selskabet kan ramme en bredere målgruppe af forbrugere og kunder, der samtidig ønsker fødevarer, som kommer fra Danmark og har fokus på god dyrevelfærd.

- Vi ryster ikke på hånden og har leverandørernes opbakning til at holde fast og følge den strategiske plan, som bestyrelsen vedtog sidste år. Det er muligt, at det vil tage længere tid, før vi forløser strategien, men ambitionen er uændret at vækste Friland, siger Claus Hein.

Leverandørerne af økologiske grise får efter regnskabsåret 2021/22 udbetalt et resttillæg på 50 øre pr. kilo, mens leverandører af økologiske kreaturer og Frilandsgris modtager 80 øre pr. kilo. 

Ud over resttillægget får Frilands leverandører også Danish Crowns restbetaling på 1,30 kroner pr. kilo for grise og 1,35 kroner pr. kilo for kreaturer. 

Faktaboks

Friland A/S

Friland A/S har eksisteret siden 1992 og blev en del af Danish Crown i 1999.

Selskabet er Europas største økologiske kødselskab og sælger grise- og oksekød produceret i frilandskoncepter samt økologisk drift af kvæg og grise.

Virksomheden sælger kød til såvel den danske detailhandel, fødevareindustrien, catering- og storkøkken-sektoren som til udenlandske aftagere. 

Størstedelen af Frilands grisekød eksporteres – det gælder primært det økologiske grisekød men også det grisekød, der stammer fra frilandsopdræt. Hovedparten af oksekødet sælges derimod til det danske marked.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle