Gartnerier har på to år solgt flere hundrede ton "grimme" og krumme grøntsager

Over 370 ton ”grimme” grøntsager er blevet reddet hen over de sidste to år, efter flere supermarkeder valgte at sælge de grøntsager, der normalt ville blive sorteret før.

For store eller for små tomater, krumme agurker, "grimme" peberfrugter og så videre.

I alt har danskerne købt 370 ton ”grimme” grøntsager de seneste to år, efter de to gartnerier Alfred Pedersen & Søn og Gartneriet Østervang Sjælland gik sammen med bevægelsen mod madspild, Stop Spild Af Mad og Rema1000 om at sælge uensartede, 2. sorterings grøntsager, der normalt ikke ville have fundet vej til butikkerne.

Det viser en nylig opgørelse fra Alfred Pedersen & Søn ApS, skriver gartneriet i en pressemeddelelse.

I stedet for at lande i gatneriernes affaldscontainere, bliver de krumme og uperfekte grøntsager nu solgt i danske butikker. Og tiltaget er ganske populært blandt danskerne.

"I 2019 solgte vi 152 ton madspildsvarer i Rema 1000s butikker, og det vidner om, at vores kunder er villige til at gå lidt på kompromis med udseendet på grøntsagerne, hvis de stadig får samme gode smag og samtidig kan være med til at sørge for mindre madspild", udtaler Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000, som var den første detailkæde til at sælge 2. sorteringsgrøntsagerne.

I alt i 2019 blev der solgt 180 ton 2. sorterings grøntsager, og 190 ton i 2018.

Overskud af tomater satte fart under projektet

Ideen opstod i slutningen af 2017 hos Claus Duedal Jakobsen, salgschef hos Alfred Pedersen & Søn ApS, som sammen med stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, har udarbejdet det landsdækkende koncept. 

Projektet tog fart i 2018, da der var en stor overproduktion af tomater på grund af det ualmindeligt varme vejr.

Siden har både Rema 1000, Føtex og Bilka solgt overskudstomater og skæve agurker.

Grøntsagerne er både blevet solgt i bakker samt som en “madspildsketchup", som er fremstillet af overskudstomater.

Produkterne sælges til en reduceret pris i forhold til 1. klasses produkter. For hver solgt grøntsag går der også donation til at støtte foreningen Stop Spild Af Mad’s arbejde mod madspild. 

"Vi er meget begejstrede for hvor godt de danske forbrugere fortsat tager imod vores produkter og tager kampen op for at bekæmpe madspild. Vi arbejder målrettet på at reducere vores madspild hos Alfred Pedersen & Søn, og vi er rigtig godt på vej med at indfri vores målsætninger", siger salgschef hos Alfred Pedersen & Søn, Claus Duedal Jakobsen.

En undersøgelse af Epinion for Stop Spild Af Mad viser, at over halvdelen af danskere (55 procent) ville foretrække at købe et fødevareprodukt med et mærke, der viser, at produktet bidrager til mindre madspild, fremfor at købe et tilsvarende produkt uden.

Det er især kvinder og yngre danskere i alderen 18 til 34 år, der ifølge undersøgelsen har interesse for denne slags fødevareprodukter.

Bag initiativet står også salgsorganisationerne GASA Odense og GASA Nord Grønt AmbA samt nu også Salling Group, der også er begyndt at sælge grøntsagerne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle