Grønne organisationer skovler medlemmer ind

Danmarks Naturfredningsforening får mange nye medlemmer - takket være regeringen, mener DN's præsident. I andre grønne organisationer er der nærmest status quo.

Landets største og ældste grønne organisation, Danmarks Naturfredningsforening (DN), oplever en mærkbar medlemsfremgang i denne tid.

Over 3000 nye medlemmer er det blevet til siden nytår, og det tilskriver foreningen selv regeringens natur- og miljøpolitik.

Det står klart, at regeringen ikke vil naturen, mener DN's præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

"Men det vil danskerne. Vi vurderer, at det særligt er vores store landsdækkende kystkampagne, der har bidraget med de nye medlemmer," siger hun.

Det lykkedes i januar DN at få 30.000 borgere til at møde op i slud og bidende kulde til lokale bålarrangementer på landets strande for at markere, at de danske kyster bør forblive frie og uden hoteller og turistbyggerier.

Pr. 31. december havde naturfredningsforeningen 125.000 medlemmer. I de første tre måneder i år kom hele 3048 nye til.

DN blev som mange andre foreninger ramt af afmatning og medlemsfald efter de gyldne år i 1980'erne, da DN var talerør for 274.000 medlemmer.

Når antallet af nye medlemmer er fordoblet fra sidste år, skyldes det ud over kystkampagnen også hele balladen om landbrugspakken, mener Ella Maria Bisschop-Larsen.

"Her var vi på banen med eksperter, udregninger og fakta. Det forstår danskerne værdien af," siger hun.
I andre grønne organisationer er der ikke væsentlig medlemsfremgang efter Venstre-regeringens tiltræden i juni 2015.

WWF Verdensnaturfonden holdt næsten status quo hen over 2015. Siden januar har man dog set en svag stigning i antallet af voksenmedlemmer, som der nu er 20.000 af. I WWF's juniorafdeling, Pandaclub, er medlemstallet til gengæld steget markant fra 6.000 børn sidste år til nu 9.000.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) oplever også en lille fremgang - det seneste år på knap 300 medlemmer til nu 16.500. Det skyldes dog næppe regeringen, men snarere en ihærdig hverveindsats, mener direktør Sigrid Andersen.

Greenpeace har gennem 2015 kun oplevet små udsving i antallet af betalende støtter, som lå på omkring 26.000-27.000.
 

Faktaboks

Danmarks Naturfredningsforening har oplevet en fremgang på over 3000 medlemmer siden nytår, da medlemstallet var 125.000.

I WWF Verdensnaturfonden ligger antallet af voksenmedlemmer nogenlunde stabilt omkring 20.000. Til gengæld er antallet af børnemedlemmer i Pandaclub siden sidste år steget 50 procent til nu 9000.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har haft en svag stigning på omkring 300 nye medlemmer det seneste år. Tallet er nu 16.500 medlemmer.

I Greenpeace har antallet af betalende støtter ligget omkring 26.000-27.000 det seneste år uden de store udsving.

Kilder: DN, WWF, DOF, Greenpeace

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle