Greenpeace begejstret: Klimarådets analyse er et ’wake-up-call’ til regeringen

I Greenpeace er man begejstret for ny analyse fra Klimarådet, som vil have udtaget 760.000 hektar landbrugsjord, og ser den som et tilbud, regeringen ikke kan afslå.

Opløftende, begejstret og et tilbud, som regeringen ikke kan afslå.

Sådan lyder reaktionen fra Greenpeace på den analyse, som Klimarådet tirsdag har præsenteret. Det er en analyse. hvor Klimarådet anbefaler, at en tredjedel af landbrugsarealet bliver omlagt til natur og skov. Det drejer sig om 760.000 hektar. 

Greenpeace Danmarks kampagneleder for landbrug, natur og skov, Christian Fromberg siger i en pressemeddelelse:

- Rapporten er et wake-up-call til regeringen, som ellers har været helt visionsforladt. For Klimarådet kommer faktisk her med så godt et tilbud, at regeringen ikke bør kunne sige nej. De maler et fremtidsbillede af Danmark med vidtstrakte naturområder, urørte skove og liv i havet, siger han.

Han mener, at ved at omlægge landbrugsarealer til skov og natur vil vi både kunne få liv på land og til vands - og opnå enorme CO2-reduktioner.

- Alt for noget, der i det store billede er et småbeløb. Det er ærligt talt en no-brainer,” siger Christian Fromberg.

Ifølge analysen fra Klimarådet er den mistede indtjening i land- og skovbruget relativt beskeden, når målsætningerne skal opfyldes. De samlede direkte omkostninger løber ifølge Klimarådet op i cirka 2,8 milliarder kroner årligt i form af mistede indtægter. Samtidig fås en klimagevinst på næsten 7 millioner ton CO2e årligt. Det svarer til en samlet direkte omkostning på cirka 400 kroner pr. ton CO2e.

- Alt for ofte hører vi, at der er konflikt mellem at redde vores natur og at handle på klimaet. Men Klimarådets rapport viser, at det er en totalt unødvendig konflikt. Den bedste løsning for vores biodiversitet og ødelagte hav, er også den bedste klimaløsning. Og løsningen er at skabe et grønnere landbrug, der fylder mindre og giver plads til langt mere natur, siger Christian Fromberg.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er man også glade for analysen. Til Ritzau siger DN-præsident, Maria Reumert Gjerding.

- Rapporten viser tydeligt, at det er fuldt ud realistisk for Danmark at leve op til de internationale målsætninger om at bremse tabet af natur og biodiversitet gennem mere beskyttet natur, siger Maria Reumert Gjerding. 

Det større areal til biodiversitet vil spille ind i klimaregnskabet, fortsætter hun.

- En arealomlægning til markant mere natur vil give massive CO2-besparelser. Det er en virkelig god nyhed for naturen, siger præsidenten.
 

/ege

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle