25-årige Malthe drømmer om at overtage sin fars gård

Malthe Bach Laursen blev i teenageårene i tvivl, om han ville være svineproducent. I dag har han haft lederkasketten på i to år på sin fars soejendom og drømmer om at overtage efter sin far, der i fire år har været borgmester.

Som mange andre teenagere brugte Malthe Bach Laursen timer og atter timer på at løfte vægte og forfølge drengedrømmen om at blive den næste Arnold Schwarzenegger, men en dag gik det alligevel op for ham, at hans karrierevej skulle være i landbruget.

Han omtaler selv en særlig oplevelse med sin far, der gjorde stort indtryk på ham og mulighederne ved svineproduktion.

"Vi har altid selv tjent vores lommepenge herhjemme, og en dag spurgte min far, om jeg ikke ville købe en fravænningsgris af ham for 200 kr. Det gjorde jeg og endte med at få 400 kr., da grisen skulle sælges. Jeg fik øjnene op for, at man kunne putte foder ind i grisen og få noget mere ud af den. Det er de bedste 200 kr., jeg nogensinde har givet ud", siger 25-årige Malthe Bach Laursen med et smil og nævner i samme ombæring, at han ikke betalte sin far for foderet til grisen.

Siden 2017 har han været tilknyttet sin fars ejendom Lundgård med 1.200 søer og 40.000 30 kgs-grise. De sidste par år har han brugt på at tage landmandsuddannelsen og samtidig været på Lundgård som bedriftsleder, som han betegner sig selv.

Det seneste år har han renoveret en del af Lundgårds hovedbygning og indrettet en lejlighed i den ene ende af bygningen, og nu er han så småt klar til næste skridt: at overtage sin fars ejendom og blive fjerde generation på Lundgård.

"Jeg sidder sammen med min mor og far og en konsulent i vores gårdråd, og vi er blevet enige om, at i år skal vi have en plan for, hvordan et generationsskifte kan se ud, så det kan sættes i gang fra næste år", siger han.

Midt i en turbulent tid for landbruget tvivler han ikke på, at hans fremtid er på Lundgård.

"Jeg kan godt være bekymret for, hvad politikerne finder på, men jeg vil mene, at der altid vil være efterspørgsel på vores produkter", siger han.

Mens det politiske landskab og dårlige noteringer ind imellem trækker overskrifter, har den unge landmand travlt med at optimere i stalden.

"Vi har haft mange faglige udfordringer, som vi er ved at løse. Da jeg tog over i 2019 lavede vi 32 grise pr. årsso. I sidste kvartal var vi på 36,8 grise, og i år er målet 38 grise. Drømmen er at komme op på 40 grise pr. årrso og fortsætte med at bringe vores fremstillingspris yderligere ned", siger han.

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle