Svinepest og dårlig økonomi tvinger hver tredje polske griseproducent til lukning

Tusindvis af polske grisebrug er lukket inden for det seneste år.

31.500 polske landbrug med griseproduktion er lukket på blot et år. Det svarer til flere end 30 procent af det samlede antal griseproducenter i Polen.

Det skriver Danske Svineproducenter i en markedsorientering, og henviser til den polske forening POLPIG, som står bag udmeldingen af de opsigtsvækkende tal.

Selv om det er mange, mange grisebrug, der har lukket ned, så er de ikke ensbetydende med, at op mod en tredjedel af Polens griseproduktion er fjernet.

De produktioner, der er lukket ned, er først og fremmest mindre besætninger. I Polen er mange landbrug fortsat baggårdsproduktioner.

Årsagen til de mange lukninger skyldes en kombination af en række faktorer, der har ramt de polske grisebrug hårdt. Det drejer sig blandt andet om høje foderomkostninger, manglende likviditet, stigende omkostninger til smittebeskyttelse, udbredelse af afrikansk svinepest. 

En mindre griseproduktion er ikke kun noget, der har ramt i Polen. Ifølge Danske Svineproducenter er der kommet tal på, hvor mange griseproducenter i Holland, der har valgt at tage imod den præmie, som myndighederne har tilbudt mod at nedlægge sin griseproduktion.

278 bedrifter eller 6,7 procent af den hollandske griseproduktion har i første runde taget imod præmien, der forudsætter, at grisestaldene rives ned. Opkøbsprogrammet er blevet forlænget og udvides i år. Ifølge hollandske kilder er målet angiveligt at reducere 30 procent af den animalske produktion i Holland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle