Dan J. kræver bedøvelse ved kastration i hele EU

Fødevareminister Dan Jørgensen vil på dagens ministerrådsmøde orientere om fire landes krav om stop for kastration uden bedøvelse senest 2018.

EUs landbrugsministre skal snakke svinevelfærd ved dagens ministerrådsmøde i Bruxelles.

Det sker, når fødevareminister Dan Jørgensen (S) orienterer om forløbet af den internationale konference om svinevelfærd, som den danske fødevareminister var vært for i DGI-byen for et par uger siden, og om den aftale, som fire lande skrev under i fællesskab.

Fire lande skrev under

Efter konferencen underskrev Dan Jørgensen og landbrugsministrene fra Tyskland, Holland og Sverige således en fælles aftale, som opfordrer Kommissionen til at forbedre den europæiske lovgivning for svin, så den bygger på den nyeste viden.

De fire lande opfordrer konkret Kommissionen til at forbedre EU-lovgivningen ved bl.a. at lave nye regler, der reducerer antallet af halekuperede grise og stopper brugen af kirurgisk kastration uden bedøvelse.

Stop i 2018

»Dyrevelfærden i Europa skal løftes i flok, ellers ender svinene med at leve et kummerligt liv i de lande, der har de dårligste forhold. Med den nyeste viden i hånden går vi nu til Kommissionen og siger, at det skal være helt slut med kirurgisk kastration uden bedøvelse i 2018 og, at antallet af halekuperinger skal nedbringes betragteligt,« udtalte Dan Jørgensen, da aftalen var underskrevet.

Direktiv skal revideres

Målet for de fire lande er, at få Kommissionen til at fremsætte et forslag til revision af svinedirektivet.

Den nye aftale konkretiserer Vught-erklæringen på svinevelfærdsområdet, som landbrugsministrene i Tyskland, Holland og Danmark underskrev allerede sidste år.

Der er på dagens ministerrådsmøde alene tale om et orienteringspunkt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle