DanBred: Så god er økonomien for kommende avlsmål

DanBred forventer, at små- og slagtegriseoverlevelse vil blive en del af avlsmålet fra slutningen af 2024.

Der er god økonomi i bedre overlevelse gennem hele grisens levetid, samtidig med at velfærden naturligt øges, når grisene er mere robuste.

Derfor vil DanBreds avlsmål over de næste år have endnu større fokus på overlevelse hos pattegrisene, søerne og ikke mindst slagtegrisene. 

Det fortæller DanBred i en pressemeddelelse. 

Forventningen med at inkludere ’små- og slagtegriseoverlevelse’ som egenskab i DanBreds avlsmål, er, at endnu flere grise bliver sendt afsted til slagtning.

Avl & Genetik i Landbrug & Fødevarer har i samarbejde med Aarhus Universitet fundet arvelighed for bedre overlevelse i hele grisens levetid.

Et procentpoint giver gevinst på 4,5 kr. pr. slagtegris

- Med egenskaben ’små- og slagtegriseoverlevelse’ kan vi minimere de arvelige problemer. Det kan være benstilling, sygdom samt et boost af immunsystemet, så grisen bliver mere robust for smitsomme sygdomme, siger Tage Ostersen, afdelingsleder i Avl & Genetik i Landbrug & Fødevarer.

Ressourcemæssigt og økonomisk er der en masse fordele at hente i dette nye avlsmål, ifølge DanBred.

Blandt andet vil egenskaben betyde færre døde slagtegrise, der allerede har indtaget foder, optaget plads i stalden osv.

Det vil betyde bedre ressourceudnyttelse, mindre spild og i sidste ende en bedre økonomi for griseproducenten. Hvis overlevelse for pattegrise og slagtegrise forbedres med bare ét procentpoint, kan der hentes 4,5 kr. pr. slagtegris i den samlede økonomi for bedriften, lyder det fra avlsselskabet.

- Vi ser ind i et rigtigt spændende potentiale for overlevelse hos små- og slagtegrise, da den økonomiske værdi er høj, vurderer Tage Ostersen.

Avlsmål fra slutningen af 2024

’Små- og slagtegriseoverlevelse’ har som egenskab nogle andre udfordringer end fx pattegriseoverlevelse.

Det skyldes blandt andet, at dødeligheden er lavere efter fravænning sammenlignet med før fravænning. 

- Projektet med undersøgelse af egenskaben startede i januar 2021 og sluttede i december 2022. I de to år har vi sammen med Aarhus Universitet samlet data, hvor grisen følges igennem forskellige staldafsnit og produktionsstadier, forklarer Tage Ostersen og fortsætter:

- Vi arbejder videre med små- og slagtegriseoverlevelse i de næste par år for at bane vejen for at gøre det til en del af avlsmålet. Det forventes, at egenskaben vil blive en del af DanBreds avlsmål, når vi når slutningen af 2024.

- Men med den nye egenskab vil vi både kunne forbedre sundheden og dyrevelfærden hos danske produktionsgrise samt forbedre den økonomiske gevinst for griseproducenten.

Faktaboks

Små- og slagtegriseoverlevelse

  • Ved at øge overlevelsen hos små- og slagtegrise kan man reducere de arvelige sygdomme og gøre DanBred-grisen mere robust for de smitsomme sygdomme i stalden.
  • Egenskaben forbedrer både griseproducentens økonomiske fortjeneste og øger velfærden hos produktionsgrisen.
  • Det forventes, at egenskaben bliver en del af DanBreds avlsmål i slutningen af 2024.

Kilde: DanBred

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle