Kommer svinenoteringen nu også op på 15 kr. kiloet?

Ugen på Spidsen: Afrikansk svinepest raser videre både i Europa og Asien. Det kan ende med meget høje svinepriser, skriver denne uges klummeskribent på Svin Plus.

Fire år med rigtig gode priser, og en dansk svinenotering, der inklusive efterbetaling, kan ramme niveauet omkring 15 kr.

Det lyder som et drømmescenarie, men det er ikke desto mindre den historie, jeg lagde navn til for et par uger siden i LandbrugsAvisen på baggrund af en vurdering fra både Danske Svineproducenter og Seges Svineproduktion.

Vejen dertil er ikke nem.

Den danske svinenotering er fortsat langt efter flere af sine europæiske konkurrenter, men udviser dog fortsat positive takter.

De tyske slagterier lægger for tiden arm med omsætterorganisationerne om, hvorvidt noteringen skal op eller ned. Senest faldt noteringen med 15 øre, fordi slagterierne mangler impulser fra kødmarkedet.

Er den tyske udvikling et tegn på en opbremsning i de talrige noteringsstigninger, vi har set de forgangne måneder?

Kamp om grisene

Nej, det tror jeg bestemt ikke.

Kommer der solidt grillvejr i Europa, så vil den øgede efterspørgsel give ekstra pres på de resterende EU-grise, som i forvejen er efterspurgt i Asien.

Spanien har ganske vist fremgang i deres samlede produktion, men Danmark mangler slagtninger i forhold til sidste år og særligt Tyskland står til et kraftigt fald i slagtningerne.

De færre grise giver kamp om grisene og dermed bedre priser i en periode, hvor Kina samtidig melder om, at deres svinebestand skrumper ind måned for måned.

For tiden er der endvidere forlydener om, at kineserne bruger svinekød fra deres lagre og slår deres besætninger ned ned af frygt for, at de rammes af afrikansk svinepest.

Det kan alt andet lige senere på året give sig udslag i en kraftig stigende kinesisk efterspørgsel på svinekød fra EU, men også Brasilien og USA/Canada. EU og dermed Danmark skal nok få en del af kagen og måske snuse til de meget høje noteringer.

Det, der imidlertid er mest interessant set med danske briller, er varigheden af krisen med afrikansk svinepest i Asien, der som bekendt ikke bare har ramt Kina, men også lande som Vietnam, Cambodia og senest Nord-Korea, der har haft indtog af afrikansk svinepest.

Der kan gå mange år, før situationen er under kontrol. Bare spørg i Polen, der siden 2014 har bokset med afrikansk svinepest og i slutningen af maj fik sit hidtil største udbrud på en gård med 8.000 svin.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle