Norsk landmandspar holder slagtesvin på fjeldtop og har åbnet skinkehotel

For norsk landmandspar har en gris givet i bryllupsgave udviklet sig til et liv med grise på fjeldet og et hotel til skinkerne.

Det lå ikke i kortene til at begynde med, men da Ragnhild Mobæk og Knut Ødegaard fik en gris i bryllupsgave, blev det starten på en noget anderledes tilgang til at holde svin.

Det skriver den landbrugsfaglige avis Bondebladet.

Selvom Knut Ødegaard overtog familiegården, Stølsvidda, året forinden brylluppet, havde han og Ragnhild Mobæk stadig begge to job ved siden af arbejdet på bedriften.

På gården havde man, inden svineproduktionen tog fat, haft får, høns, lidt grise samt fiskeri i fjorden som ligger lige nedenfor gården. Det ændrede sig alt sammen, da parret fik en gris i bryllupsgave.

En gris blev til syv, og siden er der kommet mange flere til. De opdagede nemlig, at der var stor efterspørgsel på frilandsgrise i Norge.

Grisene græsser på fjeldet

Knut Ødegaard sagde sit job som lærer op og begyndte at arbejde fuldtid på gården.

Gården er dog ikke som de fleste – grisene går nemlig på toppen af et fjeld. Her æder de græs og roder i den mineralrige jord – hvorefter de gøder jorden, så den er klar til nyt græs året efter. Grisene går i indhegninger, som så flyttes rundt, når der ikke er mere græs.

Livet på fjeldet giver, ifølge Knut Ødegaard, grisene mørkere kød og bedre fedtmarmorering. Det gør dem særligt egnede til fremstilling af spegeskinke.

Skinkerne modnes på hotel

Den næste fase af skinkeproduktionen foregår nemlig også på fjeldet.

Her har landmandsparret indrettet et såkaldt skinkehotel, hvor man kan komme med sin skinke og få den modnet. Det er blevet en succes med både familien Jensen og kongehuset som kunder.

Knut Ødegaard forklarer, at konceptet minder lidt om et dækhotel med skinker. Man kommer med sin skinke, som bliver saltet og tørret for derefter at blive hængt på rad og række til modning.

Kunderne kommer fra hele Norge, men på trods af det, er det stadig Knut selv som leverer alt kød til kunderne. Det indebærer også, at han kører cirka 100.000 km hvert år.

Det hårde arbejde bliver dog også anerkendt.

Parret er nemlig finalister i konkurrencen Årets lokalmatgründer 2019 (Årets lokalmadsiværksætter 2019), som uddeles af brancheorganisationen for landturisme og gårdmad i Norge - Hanen og detailkæden Meny.

Faktaboks

Stølsvidda

  • Drives af Knut Ødegaard og Ragnhild Mobæk
  • Ligger ved Fagernes i Valdres
  • Har 1.000 fjeldgrise
  • Sælger desuden også fisk fanget i fjorden nær gården

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle