Vinterkulden giver udfordringer i grisestalden - det kan du gøre

Her i vinterkulden er det i mange stalde ikke varmt nok. Der kan dog gøres meget for at afhjælpe situationen her og nu, fortæller rådgiver.

Her i vinterkulden er det i mange stalde ikke varmt nok.

Grisene kan reagere på dårligt klima med stress, diarré, hjernebetændelse, halebid eller bare generelt nedsat tilvækst.

Der kan dog gøres meget for at afhjælpe situationen her og nu, fortæller svinerådgiver Kristian Nielsen, Velas, i det seneste nummer af nyhedsbrevet Trynekontakt. 

Tørre, trækfrie og strøede stier giver således en oplevet temperatur, der føles 10-12 grader højere end fugtige stier med træk.

Kristian Nielsen har udpeget fire typiske problemer i grisestalden i vinterkulden.

1. Tilfør mere varme

Der mangler varme. Når der ikke er varme nok, falder luftskiftet i staldene, og der ses fugt på kolde overflader.

Når luften skiftes for lidt, stiger koncentrationen af ammoniak og CO2, hvilket kan give halebid og nedsat foderoptagelse og tilvækst. En lav temperatur og dårlig luftkvalitet gør også især smågrise og slagtesvin mere udsatte for problemer med mave- tarmsystemet og luftvejslidelser.

Tilsæt ekstra varme i form af elblæsere eller olie varmekanon med termostat, hvis det almindelige varmesystem ikke er tilstrækkeligt.

2. Luk utætheder

Stalden er utæt, – ofte kommer der luft ind de forkerte steder via vinduer, karme eller loftventiler der hænger.

Når der er så lavt luftskifte som der er nu, vil selv små utætheder kunne ventilere stalden og grisene oplever træk og dårligt nærmiljø.

Gå stalden efter med lidt røgpatroner og luk utæthederne og stram wirerne op.

3. korrekt overdækning af huler

Hulerne er defekte eller ikke på plads.

En korrekt overdækning/hule er tætsluttende i kanterne og med nedadbukket kant, der begrænser varmetabet.

Er der huller i overdækningen, virker disse som skorstene, der trækker varmen ud. Der kan også bruges et bræt i bunden ved gulvet. Dette hindrer træk langs gulvet og holder strøelsen på plads.

4. Mere foder til søer og polte

Drægtige søer og polte på restriktiv fodring skal generelt tildeles 0,2 FEs pr. dag mere for hver fem grader temperaturen er under 20 grader, hvis ikke de skal reducere huldet. Magre søer skal tildeles 0,4 FEs pr. dag mere.

Lavere staldtemperatur kræver altså mere foder til vedligehold.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle