Høns og gæs må igen sættes fri efter risiko for fugleinfluenza

Fødevarestyrelsen ophæver krav om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde. 

Risikoen for fugleinfluenza er nu så lav, at høns, gæs, ænder og kalkuner fra onsdag igen må komme ud i det fri.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, da trusselsvurderingen for fugleinfluenza fra vilde fulde er blevet sænket fra høj til middel. 

Dermed slutter knap fire måneder, hvor fjerkræ fra økologiske besætninger og frilandsbesætninger har været indelukket for at undgå smitte fra den smitsomme fugleinfluenza. 

Der har vinteren igennem været en række udbrud af fugleinfluenza, der har ramt danske besætninger.

Flere kalkunfarme på Sjælland har blandt andet været ramt, og store besætninger med blandt andet kalkuner er blevet aflivet. 

Fødevarestyrelsen hævede i december 2023 trusselsniveauet for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle til høj.

Der blev samtidig indført regler om, at tamfugle skulle lukkes inde eller overdækkes. Formålet var at undgå smitte fra vilde fugle.

Smitten med fugleinfluenza stiger, når de vilde fugle trækker gennem Danmark. De fleste fugletræk har nu forladt Danmark og er fløjet videre til deres ynglepladser. 

Selv om risikovurderingen er ændret, er det ikke længere siden end februar i år, at det seneste udbrud fandt sted, påpeger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Charlotte Vilstrup Castle.

- Derfor vil jeg gerne minde om, at trækfuglene stadig kan bringe smitten med sig i den næste måneds tid, siger hun i pressemeddelelsen.

Hun opfordrer alle, der har med fjerkræ at gøre, til at tage en række forholdsregler. 

De vilde fugle tiltrækkes af foderpladserne, så fjerkræ bør ikke fodres i det fri uden overdækning.

Desuden anbefaler styrelsen, at man skal skifte fodtøj, inden man går ind til dyrene, da det også er med til at sænke risikoen for smitte. 

Fra onsdag vil det desuden igen være tilladt at tage til udstillinger med høns og andet fjerkræ.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle