Hadsund plaget af råger: Kommunen vil skyde dem

Mariagerfjord Kommune beder Miljøministeriet om hjælp.

De samler sig i store flokke i byerne - og de larmer: Rågerne. I Mariagerfjord Kommune er støjgenerne og fugleklatterne fra hundredvis af råger så generende, at de nu beder Miljøministeriet om hjælp.

"Rågekolonierne i byerne vokser og vokser. De er voldsomt støjende og rigtig generende," siger Jørgen Ussing, natur- og miljøchef i Mariagerfjord Kommune.

Fuglene samler sig i hundredvis i trækronerne i byerne, og flere forsøg på at drive rågerne ud af Hadsund er slået fejl. Blandt andet har man forsøgt at fordrive en stor rågekoloni med trykbølger og høje lyde fra såkaldte rågekanoner.

Men de høje brag fik en stribe naboer til at klage, og derfor er det nu besluttet helt at skrotte forsøget. Derfor vælger kommunen nu at bede Miljøministeriet om hjælp.

"Vi vil anmode om at kommunerne kan komme ind meget tidligt på året og lave en intensiv beskydning og forstyrrelse af rågerne," siger Jørgen Ussing.

Samtidig vil han gerne have lov til at bruge trænede rovfugle til at skræmme rågerne.

"Efterhånden er de flyttet til byen, for der er de mere trygge. Der er ingen fjender, ingen rovfugle der kan angribe dem. Den effekt vil vi gerne genskabe," siger Jørgen Ussing.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle