Han sælger oste for millioner - men dette produkt står hans hjerte nærmest

Henrik Kastrup fra Ostebørsens Gårdmejeri ved Slagelse har selv opfundet mejeriets Naturgræsmælk. Nu laver han ti oste af den lokale mælk.

Der flere end 1.001 oste på lageret på Ostebørsen ved Vemmelev.

Og selvom direktør Henrik Kastrup årligt sælger oste for millioner, er der ti oste, som står hans hjerte særlig nært.

Det er de ti oste, som han og mejeristen selv har opfundet, og som laves af Naturgræsmælk fra Tude Ådal. I ådalen græsser Michael Andersens økologiske køer, og de lever kun af græs, hø og en anelse tilskudsfoder.

»Det giver en helt unik mælk med en særlig smag, hvor det er tydeligt at smage, at køerne græsser og at de også æder urter,« mener Henrik Kastrup.

Nært og naturligt

Da Michael Andersen lukkede de første to køer i ådalen i sensommeren 2016, var det på opfordring fra Henrik Kastrup. Han ville gerne forarbejde lokal mælk til ost, og fra sine utallige ture til bl.a. Frankrig vidste han, at mælk lavet af køer, der æder hø, er særligt velanset. Det samme er mælk fra køer, som æder græs på marken.

Michael Andersen havde selv tænkt på at lave et nicheprodukt, og siden er de to køer blevet til 60.

Konceptet er vokset så stærkt, at Naturmælk er kommet med i et partnerskab på Naturgræsmælken, og Øllingegaard Mejeri står nu for tapningen af mælken. Henrik Kastrup og Ostebørsen modtager stadig mælk til osteproduktion.

»Vi er blevet totalt overhalet indenom af den megen fokus på bæredygtighed og naturlighed. Det har virkelig flyttet afsætningen af Tude Ådal-produkterne på meget kort tid«, konstaterer Henrik Kastrup med tilfredshed.

Det skal være ligesom med vin

Ostebørsens Mejeriudsalg har ugentligt 700-800 kunder og nyder godt af sin særdeles gode placering ud til E20-motorvejen nær Slagelse.

Når kunderne spørger til mælken og ostene fra Tude Ådal, bliver de især fortalt om den lokale forankring i forhold til mejeriet, køernes indtag af græs, urter og hø samt det for Henrik Kastrup enestående i, at mælken ikke altid smager ens.

Mælken fra Tude Ådal standardiseres nemlig ikke, for det skal være med god mælk som med vin, mener mejeridirektøren.

»Når man smager god vin, skal der gerne være forskel på årgangene. På samme måde skal man kunne smage på mælken om den er produceret om vinteren eller sommeren«, mener han.

Han ser med bekymring på, hvordan større mejerier har gjort sit til, at kunderne altid kan forvente den samme smag af mejeriprodukter. Samt at landmændene bag produkterne ikke promoveres for det arbejde, de har lagt.

»Når vi tager til Frankrig og kommer rundt på mejerier, vil mejeristerne ligeså gerne snakke om deres landmænd som om de produkter, de laver af mælken. Den tilgang kunne vi godt lære noget af«, siger Henrik Kastrup.

Forarbejdes til 10 forskellige oste

Sælges som konsummælk, både skummetmælk og en fuldfed udgave

Fløde og youghurt

Mælken sælges også til Danmarks bedste barista samt til produktion af frisk is.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle