Hollandsk landbrugsminister vil forbyde import af danske kalve

Det skal være forbudt at importere kalve fra fjerne lande herunder Danmark, meddeler Hollands landbrugsminister.

Den danske eksport af spædkalve til Holland kan være i fare, hvis det står til den hollandske landbrugsminister Carola Schouten.

I en statusrapport om bæredygtigheden i den hollandske landbrugsproduktion nævner hun et forslag om at forbyde import af kalve fra fjerne lande. Danmark nævnes her sammen med Tjekkiet, Irland og de baltiske lande.

Holland importerer 10 procent af kalvene til kødproduktion fra fjerne lande. Det er tilladt i det indre marked, men den hollandske landbrugsminister mener, at transportens længde påvirker kalvenes velfærd.

Carola Schouten vil overfor EU's landbrugsråd argumenterer for en ændring af transportforordningen, så transporter over otte timer forbydes for unge kalve og slagtedyr. Det skriver den hollandske forening, De Kalvehouder.

Carola Schouten vil endvidere skærpe reglerne for vandingssystemer i lastbilerne, som kører med spædkalve. Indtil nu kan disse lastbiler være udstyret med metalnipler. Da de ikke er egnede til langvarig transport af unge kalve, er de forbudt i Holland til eksport af unge dyr.

Ifølge ministeren giver et sådant forbud kun mening, hvis Tyskland og Belgien også håndhæver det. Carola Schouten diskuterer derfor et forbud med repræsentanter for disse lande. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle