Intet flertal for rigsretssag i minksag - men vi fik sendt et signal, siger kvinde bag forslaget

En mindre demonstration havde taget opstilling foran Christiansborg på dagen, hvor borgerforslag om at stille statsminister Mette Frederiksen (S) for en rigsretssag skulle behandles.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bør stilles for en rigsretssag, og det er nu!

Sådan lød budskabet blandt andet fra en større gruppe af mennesker, der torsdag havde samlet sig foran Christiansborg.

Gruppen var samlet for at lave lidt larm på dagen, hvor et borgerforslag om at stille statsministeren for en rigsret skulle førstebehandles i Folketinget.

Ifølge stifter af borgerforslaget og medarrangør af demonstrationen Bente Dahl Pedersen var ca. 500 mennesker mødt op omkring kl. 14, og forventningen var, at flere ville komme til i løbet af eftermiddagen.

Selv havde hun taget turen fra Skive til København for at tale til demonstrationen og følge sagen fra tilskuerpladserne i folketingssalen.

"Der kommer formentlig løbende flere til demonstrationen i løbet af eftermiddagen. Det har knebet lidt med at få landmændene og minkavlerne med, for det er jo lige årstiden for markarbejdet, men det går slag i slag med demonstrationen", siger Bente Dahl Pedersen til Landbrugsavisen.dk.

I alt 61.000 havde skrevet under på borgerforslaget.

Handler om mere end bare mink

Borgerforslaget, der nåede de krævede 50.000 underskrifter på rekordtid - blot 20 dage, handler om, at statsministeren skal stilles til ansvar for og forklare handlingsforløbet og beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

Demonstrationen handlede dog lige så meget generelt om en række borgeres utilfredshed med regeringens håndtering af corona-pandemien.

"Vi er mange grupper, som kæmper for det samme. Vi vil have demokratiet tilbage i Danmark, for det har reelt ikke eksisteret siden den 11. marts 2020. Regeringen har håndteret en del sager diktatorisk, så det her er blevet større end bare minksagen", siger Bente Dahl Pedersen, inden hun gik ind i salen for at overhøre debatten i Folketingssalen.

Ud over Bente Dahl Pedersen var også flere andre inviteret til at tale til demonstrationen. Talerne talte blandt andet faderen til den dreng, der blev landskendt for at række sin langfinger frem på et billede med Mette Frederiksen.


Grundloven blev lagt i graven til demonstrationen. Foto: Mamma in Black


Foto: Mamma in Black

Flertal mod

På den anden side af Christiansborgs mure viste det sig, at der ved førstebehandlingen ikke kunne findes flertal for at støtte op om borgerforslaget.

Det på trods af at både Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance valgte at støttede forslaget, hvilket fik tilhørerne som blandt andet talte Bente Dahl Pedersen til at klappe og huje højlydt.

Den manglende opbakning overraskede dog ikke Bente Dahl Pedersen.

"Vi regnede ikke med, at der ville blive en rigsret. Det vidste vi godt, at der ikke ville blive. Men nu har vi sendt et klart signal og fraskrevet os ethvert ansvar for den måde, som minkavlerne blev og stadig bliver behandlet på", siger hun og tilføjer:

"De 61.000, der har skrevet under, har vist, at vi ikke vil være med til det her spil".

Flertallet mod borgerforslaget bestod af stemmerne fra Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten.

Sagen er dog langt fra lukket. Nu sendes forslaget til udvalget for forretningsordning, der skal se på forslaget inden det skal sendes til anden behandling i Folketinget. Først her afgøres det, om der kan findes et endeligt flertal for eller mod forslaget.


Efter borgerforslaget havde været til førstebehandling i Folketingssalen begyndte en række af tilhørende at synge, hvorfor mødet midlertidigt måtte afbrydes indtil Folketingets betjente havde fulgt tilhørende ud. Bente Dahl Pedersen (t.v.) da gruppen af tilhørere forlader Folketingssalen. Foto: Mamma in Black

Fortsætter arbejdet

For Bente Dahl Pedersen slutter sagen dog ikke her. For det første skal forslaget også andenbehandles - og for det andet er det meget andet at arbejde videre med, melder hun.

"Vi er en gruppe, der bare bliver større og større, og vi arbejder videre - også efter i dag. Vi vil gerne arbejde videre med at indsamle penge til advokatbistand til minkfolkene og de erhvervsdrivende, der ikke har fået hjælpepakker, så de har økonomi til at lægge sag an", forklarer hun.

Et flertal i Folketinget besluttede tilbage i december at en såkaldte granskningskommission skal undersøge sagen om den manglende lovhjemmel til at aflive alle mink.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle