V-politiker om nye oplysninger i minkskandalen: "Regeringen er fuld af løgn"

Venstres Thomas Danielsen er fortørnet over, at regeringen ikke reagerede på oplysninger om, at minkmutation ikke ville svække vacciner.

Venstres Thomas Danielsen er efter eget udsagn så forarget, at han har svært ved at finde ord for det.

Forklaringen skal findes i, at Berlingske torsdag har publiceret en ny artikel om det grundlag, regeringen og statsminister Mette Frederiksen fremlagde som årsag til at aflive minkerhvervet.

Den store frygt var minkmutationen og den påvirkning, som den formodes at have på vaccinerne - senere er det først kommet frem, at mutationen for længst var uddød, da beslutningen blev taget, og nu er der altså nye oplysninger.

Både hos Statens Serum Institut og Københavns Universitet kendte man inden pressemødet nemlig godt til en markant skepsis overfor, om mutationen overhovedet var en trussel mod vaccinen.

"Med de seneste afsløringer kan vi konstatere, at regeringen simpelthen er fuld af løgn. Vi kan ikke tage for gode varer, når de fortæller os noget", siger Danielsen, der længe har gravet i minksagen.

kunne ikke bruges som dokumentation

I Berlingskes artikel udtaler professor ved KU Lars Erik Larsen, at han inden det famøse pressemøde sender en mail til Statens Serum Institut, hvor han bakker op om et notat, der taler imod minkmutationen som en vaccinetrussel.

"Forsøgene var så foreløbige, at man ikke kunne bruge dem som dokumentation for, at vaccinerne ikke ville virke", siger Lars Erik Larsen.

Ifølge artiklen er det uvist, om mailen og oplysningerne når videre til regeringen, men det skyldes ifølge modtageren på SSI, at man gik ud fra, at regeringen kendte til mistanken.

"Så lad os sige, at SSI overhovededet ikke advarer regeringen inden pressemødet. Men hvad med dagene efter, hvor man går igang med at udføre nedslagtningen af minkene? Det må gå op for regeringen på et tidspunkt, at der ikke er en trussel mod vaccinerne", siger Thomas Danielsen.

groft uagtsomt

Venstre-ordføreren hæfter sig desuden ved, at også WHO i dagene omkring beslutningen om at aflive minkene bliver taget, afviser, at der er tale om en mutation, der er farlig for vaccinerne.

"Alle alarmklokker har bimlet og bamlet, og så skulle regeringen ikke have hørt noget på noget tidspunkt. Det har jeg svært ved at tro", siger Thomas Danielsen, der fortsætter:

"Uanset hvor længe, der går, før man bliver advaret i regeringen, så korrigerer man ikke. Det er groft uagtsomt, og jeg er så forarget, at det er svært at finde ord for det".

"Hvis ikke det her ender med en afgørelse i en rigsretssag, så vi kan kulegravet hele molevitten, så ved jeg snart ikke. Vi snakker om tilliden til vores demokrati, hvis vi bare lader det her passere".

undersøgelser på vej

Fredag er der et lukket samråd om minkskandalen, mens der er nedsat et granskningsudvalg, der skal gå sagen efter i sømmene.

Udvalget skal arbejde hurtigere end tradtionelle kommissioner, men skal til gengæld også beskæftige sig med en afgrænset del af sagen, nemlig statsministerens rolle.

Derudover er der gennem længere tid talt om at sætte gang i særskilte advokatundersøgelser af Rigspolitiets rolle i sagen samt nedgravningen.

Hvornår de undersøgelser bliver sat igang, er endnu uvist.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle