Inventarfirma melder tyve procents vækst i corona-år

ACO Funki A/S har haft et kanon-år trods corona og afrikansk svinepest. Fyldte ordrerbøger inden krisen og et kinesisk marked i vækst er årsagen.

"Vi er kommet godt gennem Covid-19 grundet vores tilstedeværelse på mange markeder - både gennem forhandlere men også gennem vores datterselskaber. Året 2020 bliver ACO Funki’s største omsætningsår med en god vækst på 20 procent", fortæller administrerende direktør Lene Bryde, der den 26. september kunne fejre sit 25 års jublæum i virksomheden, heraf de seneste 11 år som direktør.

Bryde fik for to år siden Gjensidiges Præstationspris. Læs portrættet af hende her.

Det er især i Kina, den helt store vækst har været for den Herning-baserede virksomhed, der har specialiseret sig i inventar til griseproduktion. Sidste år solgte Aco Funki for 10-15 mio. kr. i Kina, og i år er der nærmest tale om en femdobling til omkring 50-60 mio. kr., lyder vurderingen fra Lene Bryde.

Det kinesiske marked står for 15-20 pct. af Aco Funkis omsætning og det er da også her, forhåbningerne til det næste år er størst hos Lene Bryde, der er ved at lægge budgetter for næste år.

"Vi aner jo ikke, hvad der kommer til at ske med svinepest. Det hele er usikkert, men vi tror på, at vi stadig kan ekspandere", siger Lene Bryde.

"I år har vi været godt hjulpet af, at der var indgået rigtig mange aftaler inden verden blev ramt af først corona og siden svinepest. Den fordel har vi jo ikke nu".

Inden for de sidste to år har ACO Funki etableret en afdeling i Kina med 10 medarbejdere og bl.a. stort showroom og en ny salgsafdeling i Tjekkiet.  ACO Funki har i dag salgsselskaber i Frankrig, Spanien, Tyskland, Rusland, Polen, Tjekkiet og Kina.

Faktaboks

I 2014 købte ACO Funki aktiverne efter konkursboet Egebjerg International A/S og fik i løbet af 2,5 måneder flyttet og solgt varer og maskiner fra Egebjerg til Herning. I dag har ACO Funki begge produktbrands - Funki og Egebjerg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle