Jagt på nye medarbejdere: Hjemmeside sætter rekord for job i landbruget

Landbrugets største jobportal, Jobstafet, oplever lige nu den mest aktive periode på sin jobportal, siden den blev relanceret i november 2018.

150 arbejdsgivere har siden 1. december brugt Jobstafet til at finde nye medarbejdere, og det er en rekord for tjenesten, der er Landbrugets største jobportal.

De sidste to måneder har Jobstafet haft en stejl opadgående kurve af nye stillingsopslag, og 50 procent flere arbejdsgivere benytter jobportalen sammenlignet med samme periode for et år siden.

Lige nu er der 150 jobs inden for landbruget samt følgeerhverv og det grønne område på Jobstafet.

"Vi har flere stillinger med mulighed for ledelsesansvar, end vi plejer at have, og samtidig oplever vi stor efterspørgsel fra landmændene efter elever", fortæller projektleder på Jobstafet Christina Bentzen.

Andre kigger med

De aktuelle stillingsopslag på Jobstafet tæller naturligvis traditionelle landbrugsjobs, men der er også mere specialiserede stillinger som montør af foder-, male- og blandeanlæg i landbruget og en planteavlsstilling med speciale i kartofler.

"Det er dejligt, at arbejdsgiverne har fået øjnene op for portalen og at det er mere målrettet at søge efter nye medarbejdere her end hvis man bare slår det op på Facebook", siger Christina Bentzen, der også har noteret sig, at der er efterspørgsel på unge med landmandsuddannelse:

"Vi har faktisk haft et opslag fra Aarhus Kommune, som specifikt gerne ville have en med landmandsuddannelse til at varetage et job som spildevandsoperatør. Unge med landmandsuddannelser har typisk hænderne skruet rigtigt på og det ved andre arbejdsgiver også. Derfor er det også vigtigt, at man som landmand gør alt for at jobbet er så attraktivt som muligt".

Opslag bliver vist vidt og bredt

Alle Jobstafets jobopslag bliver vist på LandbrugsAvisen netavis og andre større jobportaler, og Jobstafet har desuden stor succes med at tilbyde arbejdsgiverne målrettet annoncering via Facebook.

"Vores samarbejde med flere eksponeringskanaler er helt klart en af de helt store årsager til vores succes. Jobstafet matcher arbejdsgivere og jobsøgere på en hurtig og nem måde hele døgnet rundt", siger Christina Bentzen.

Selvom Jobstafets tal er positive, siden portalen blev relanceret i 2018 med helt ny hjemmeside og database, er er der stadig udfordringer for branchen fortæller Christina Bentzen.

"Vi fornemmer stadig en større efterspørgsel efter arbejdskraft, end der er udbud, og flere landmænd må ansætte mindre kvalificeret arbejdskraft end ønsket for at få løst akutte behov og opretholde produktionen", siger Christina Bentzen.

Prisen stiger 1. februar

Jobstafet er ejet af ungdomsorganisationen LandboUngdom, og alt overskuddet fra Jobstafet går til foreningsarbejdet og støtte til de frivillige.

Indtil 1. februar koster et tre-måneders abonnement 2.100 kr. og for det beløb kan en arbejdsgiver lægge så mange job op, som man nu ønsker. 1. februar stiger prisen til 2.400 kr.

Er man arbejdssøgende er det gratis at lave en søgeagent, som man enten kan vælge at gøre offentlig tilgængelig, så en arbejdsgiver kan tage kontakt.

Man kan også vælge at lurepasse og være anonym for at afvente, om der bliver udbudt et bedre job end det nuværende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle