Kæmperoer stopper maskinerne på sukkerfabrikkerne

Roerne har haft gode betingelser i det forgangne år. Flere har vokset sig væsentligt større end normalen.

Det sker jævnligt, at der kommer roer over gennemsnitsstørrelsen, men denne roekampagne har budt på flere end normalt. Et koldt forår i 2021, hvor nogle af roerne har manglet fremspiring, har gjort, at andre roer har fået mere plads og har kunnet vokse sig større, og det har voldt problemer på sukkerfabrikkerne i Nykøbing Falster og Nakskov.

Det skriver TV 2 Øst.

"Nogle af dem har været 20 procent større, end vi plejer at se, og så har de sat sig fast i siloen og har ikke kunnet komme ned til vores snittemaskine. Nogle gange har vi kun kunnet producere på halvt blus, mens vi fik de store roer frigjort", fortæller Allan Borreskov, fabriksdirektør hos Nordic Sugar i Nakskov, til TV 2 Øst.

Første skridt i forsøget på at frigøre de store roer har været at bruge en vibrator til at løsne roerne. Når det ikke har virket, har man forsøgt med højtryksspuling, andre gange har de måttet ty til at bore huller i siloen for at få kæmperoerne fjernet.

Årets største roe stod Anders Juszczyk fra Dannemare for. Roen blev indleveret på Nakskov Sukkerfabrik og havde en kampvægt på 14,9 kilo.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle