Kim bruger sine nætter på at skyde vildsvin

Kim Winther har haft det vildsvin på kornet, som fortsat mangler at blive skudt ved Aabenraa.

I 2018 satte Kim Winther sig godt til rette i en stol og ventede på, at en buk kom forbi hans sigtekorn.

Dyret, der kom ned fra skoven og ud i det fri, overraskede ham.

"Jeg ventede på en buk, men i stedet så jeg pludselig et vildsvin. Jeg endte med at lade den gå, for hvis jeg ikke ramte den rigtigt, ville den gå amok, og jeg var ikke særlig godt beskyttet, hvor jeg sad", forklarer han om sit første møde med vildsvin.

Siden er hans stol blevet udskiftet med et skur, hvorfra han de seneste tre år har haft frit udsyn ned til en foderplads, hvor vildsvin og andre af naturens dyr kommer forbi.

Flere gange har han skudt vildsvin på pladsen.

"Jeg har indtil videre skudt tre vildsvin. Det seneste i januar, og nu jagter jeg sammen med Naturstyrelsen den samme orne, jeg så for tre år siden, i skoven her", siger Kim Winther, der ikke ligger på den lade side for at få ram på vildsvineornen.

For et par uger siden brugte han tre nætter i skuret uden held.

Selv om der i jægerkredse og blandt andre naturelskere har været kritik af bortskydningen af vildsvin, har Kim Winther ikke noget problem med at skyde vildsvin.

"Der er tale om en reguleringsopgave, og hvis jeg ikke gjorde det, så vil den lodsejer, hvorfra jeg driver jagt, bare få en anden til at skyde vildsvinene. Jeg vil da håbe, at man på sigt kan få udviklet en vaccine, så tamsvinsbesætningerne kan blive vaccineret, så vi igen kan have vildsvin i den danske natur, fordi den er god for biodiversiteten og også et spændende jagtbytte", siger Kim Winther.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle