Klimapanel peger på flere løsninger til at nedbringe CO2-udledninger

Det kræver mere sol og vind, energieffektive løsninger og teknologier som fangst og lagring af CO2 for at redde klimaet. Det slår FN’s Klimapanel IPCC fast i tredje delrapport, der fokuserer på mulighederne for at reducere verdens udledning af drivhusgasser

Mandag eftermiddag har FN's Klimapanel IPCC offentliggjort sin tredje delrapport, der stiller skarpt på, hvilke muligheder der er for at begrænse verdens udslip af drivhusgasser og afværge klimaforandringer.

Rapporten peger på flere løsninger, lyder det fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse. Der er blandt andet behov for at omstille energisystemer til at bruge mere sol- og vindenergi, udnytte energien mere effektivitet og benytte nye, grønne teknologier til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

- Vi udleder flere drivhusgasser, end kloden kan holde til, og vi har derfor et kæmpe ansvar for at skubbe hårdt på den grønne omstilling og vise, at krisen kan løses, lyder det fra klimaminister Dan Jørgensen (S).

Han fortæller, at heldigvis har Danmark længe investeret i de værktøjer, der ifølge IPCC er en del af løsningen.

- Vi får grøn strøm fra vores vindmøller og solceller, ligesom vi er verdensførende i energieffektivitet – og har de samme store ambitioner, når det gælder fangst og lagring af CO2. Rapporten viser, at den grønne vej er den rigtige vej at gå, siger Dan Jørgensen.

Ikke science fiction

På pressemødet i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, lød det fra klimaministeren, at der bliver brug for det, som hedder negativ emission, hvilket vil sige teknologier, hvor man fjerner CO2 fra atmosfæren.

- Og der er det altså ret fascinerende, at vi er der nu, - og det er ikke science fiction - hvor vi kan tage biogene kilder, udnytte dem til energi og så tage CO2 ud, og putte det ned i jorden. Det er virkelig noget af det, som jeg tror bliver en gamechanger, sagde Dan Jørgensen på pressemødet, der fortsatte:

- I Danmark har vi sat 16 milliarder af i den aftale i Folketinget til direkte støtte af CCS (fangst og lagring af CO2, red.). 

- Og senest har vi jo sat et ganske stort beløb af til biogen CCS i form af biogasanlæg, hvor man tager CO2’en ud eller pyrolyseteknologier, hvor du tager biomassen fra marken og laver det om til biokul, og kommer så den kul ned i jorden igen. Igen det lyder som noget, der sker langt ude i fremtiden, men Stiesdal har lige åbnet et anlæg i Jylland, hvor de vil komme til at vise det her i ret stor skala, lød det fra Dan Jørgensen.

Rapporten er tredje del af den sjette hovedrapport fra FN’s Klimapanel IPCC. Den første delrapport blev udgivet i august sidste år og omhandlede omfanget af klimaforandringerne og temperaturstigningen, mens den anden delrapport omhandlede konsekvenserne af klimaforandringerne og behovet for klimatilpasning.

Læs tredje del af IPCC’s sjette hovedrapport her.

Faktaboks

FAKTA

  • The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) blev oprettet af FN's særorganisationer for meteorologi (WMO) og miljø (UNEP) i 1988
  • Cirka hvert 7. eller 8. år udgiver IPCC en opsummering af den videnskabelige litteratur inden for klimaforskning og viden om klimaændringer. Forskere fra hele verden bidrager til rapporterne.
  • Klimapanelets sjette hovedrapport er delt op i tre delrapporter og en samlet synteserapport, som udkommer til efteråret.
  • Den første delrapport udkom i august sidste år og gav en status på klimaets tilstand, mens anden delrapport blev udgivet i februar i år og havde fokus på konsekvenserne ved klimaforandringerne samt mulighederne for tilpasning.
  • Den tredje delrapport beskriver mulighederne for at begrænse udledningen af drivhusgasser og peger på teknologiske løsninger, der kan hjælpe med dette.
  • Til efteråret udkommer en synteserapport der afslutter IPCC’s sjette Hovedrapport. Rapporterne spiller ind i klimaforhandlingerne ved COP27.

Kilde: Klima-, energi- og forsyningsministeriet. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle