Kopenhagen Fur lander det bedste overskud i en årrække

Stort overskud til Kopenhagen Fur 2020/21. Selskabet fortsætter sin kurs mod nedlukning.

Selv om minkbranchens storhedstid i Danmark utvivlsomt er en saga blot, lander Kopenhagen Fur sit største overskud i en årrække.

På bundlinjen hos minkavlernes selskab i 2020/21-regnskabet endte 38 mio. kroner. Sidste år var der et tab på godt 105 mio. kroner.

En af de store drivere for det gode resultat har været prisen på minkskind. Den gennemsnitlige pris for minkskind nåede i det netop aflagte regnskab for 2020/21 op på 248 kroner inklusiv udenlandske skind. Det var ligeledes den bedste pris, hvis vi ser på den seneste fem-årige periode.

I alt blev det solgt godt 3 millioner skind ved auktionerne i fjor.

Kurs mod nedlukning

Som en konsekvens af den danske regerings beslutning om at aflive alle mink – og dermed en de facto nedlukning af erhvervet – sker der i de kommende år en nedlukning af modervirksomheden Dansk Pelsdyravlerforening og dermed Kopenhagen Fur.

Den beslutning begynder også at skinne igennem i regnskabet. Eksempelvis er antallet af ansatte målt på årsværk faldet fra 365 til 226.

Sidste skind til sortering er indsamlet i 2021. Det forventes, at der skal gennemføres sortering og salg af skind i 2022, mens der i 2023 alene vil være salg af skind, der er opsorteret og pakket.

Herefter vil selskabet gennemgå en kontrolleret nedlukning, som gør selskabet klar til at indlede en solvent likvidation, når foreningens ejere tager beslutning om dette, lyder det i regnskabet.

Ruslands krig mod Ukraine og fornyet opblussen af covid-19 i Kina fører i øvrigt til aflysning af Kopenhagen Furs planlagte auktion i april.

Kopenhagen Fur åbnede salgssæsonen 2022 med en vanskelig februar-auktion, og en nyligt overstået auktion i Finland viste samme billede. Kopenhagen Fur har vurderet, at markedet ikke vil ændre sig synderligt frem til april.

(Opdateret klokken 13:37 med korrekte tal for den samlede koncern og ikke kun datterselskabet Kopenhagen Fur international)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle